Mens Hirtshals Boldklubs spillere fra oldboysholdet søndag den 1. februar ved middagstid kom ind fra træningen for at nyde Tor Ove Sørlies gullasch i klubhuset, gik piger og drenge fra U14, U15, U16 og U17 hos Team Horne/Hirtshals kl. 12.30 ud for at holde standerhejsning i snevejret ved Schlie Arena.
Efter standerhejsning og en velkomsttale ved Lene Lynggaard Jensen løb alle op på kunstgræsbanen ved Hirtshals Idrætscenter. Her indbød banen i første omgang til en sneboldkamp, men trænerne fik hurtigt gang i årets første opvarmning og efterfølgende træning. Dermed fik også ungdomsspillerne skudt gang i sæsonen 2015.
Allerede søndag den 25. januar kl. 10.00 havde der været standerhejsning for U19 hos Team Horne/Hirtshals og seniorafdelingen i Hirtshals Boldklub.