Et flertal i byrådet har besluttet at investere 17,5 millioner kroner i stadion i Hjørring, så det lever op til alle kravene fra DBU og UEFA.
– Jeg synes, det er en fantastisk nyhed for os, men også for alle borgere i Hjørring med interesse for fodbold, siger Mogens Krogh, administrerende direktør i Vendsyssel FF.
Samme melding kommer fra Danmarks førende klub på kvindesiden, Fortuna Hjørring. Her har formand Jette Andersen i mange år sammen med klubben kæmpet for at få et bedre stadion i Hjørring, som levede op til UEFAs krav.
– Det har været en del udfordringer med det her stadion omkring lovligheden. Vi ser bestemt frem til, at det bliver færdigt til næste sommer, siger Jette Andersen.
Hjørring Kommune skyder 17,5 millioner kroner i stadion, så det fra juli 2019 opfylder alle krav fra DBU og UEFA.
– Nu laver vi udbud, og så går vi i gang, siger Mai-Britt Beith, formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune.
Investeringen på 17,5 millioner kroner går til en overdækket nordtribune og overdækning af østtribunen.
Siden Vendsyssel FF rykkede op i superligaen har de haft dispensation til at spille på stadion i Hjørring. DBU giver maksimalt dispensation i en sæson, så det var enten investering i bedre tribuner eller superliga-holdet ud af Hjørring.
– Hvis vi skulle spille i Aalborg, ville det være en falliterklæring. Det er ekstremt vigtigt for os i forhold til de ambitioner, som vi har. Vendsyssel er ikke bare en døgnflue i superligaen. Vi vil etablere os, og så er det vigtigt, at vi har faciliteter, som understøtter den ambition, siger Mogens Krogh.
Kommunen tager pengene fra anlægsbudgettet, men får indtægter ved at leje stadion ud til Vendsyssel FF. Klubben skal betale godt en million kroner i leje om året til kommunen.
Kilde: TV2 Nord.
En million kroner i leje om året. Man kan jo kun håbe at andre brugere af stadion betaler den rigtige tarif. Jeg mener, Fortuna betaler vel i samme målestok, altså beløb pr. kamp, som nu Vendsyssel FF? Og hvad med det store kommercielle Dana Cup der bruger alle anlæg i kommunen, betaler de så slidtage osv bliver dækket ind så ikke jeg skal betale for deres kæmpe indtægt?