Danmarks ældste musikfestival bliver denne torsdag skudt i gang for 49. gang. Skagen Festival har et godt tag i de norske gæster, og onsdag var mange i færd med at slå deres telte op.
– Det er et rigtig godt festivaltelt. Vi har testet det på stranden i Flekkefjord sidste onsdag, siger Geir Oppedal fra Flekkefjord i Norge, som er taget til Skagen Festival med to kammerater.
Selvom der er godt gang i blæsevejret i det allernordligste Danmark, så skaber det ikke de store problemer med at få teltet slået op og banket pløkker i.
– Hvor vi bor, er der ligeså meget vind, som der er her. Så det kan vi sagtens, siger Geir Oppedal.
Geir Oppedal og hans kammerater synger i Flekkefjord Sangforening som er med til Skagen Festival for 17. gang. Fredag klokken 10 skal de synge på Havnescenen.
– Vi kommer for stemningen, menneskene og så er der en masse nordmænd, der kommer her. Så det er helt specielt, siger han.
Udover det norske kor, er blandt andre Jacob Dinesen og Hjalmer på programmet. Festivalen slutter søndag.
Foto: Skagen Festival.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikel
Slåbrock Band åbner igen i år Skagen Festival og er hyret til Hirtshals Fiskefestival