Søndag eftermiddag den 13. maj rullede en bil ind på Aldis parkeringsplads på Industrivej i Løkken.
Den 65 årige bilist var noget beruset, men valgte alligevel at gå ind i butikken for at købe mere øl.
De andre i butikken så dog godt optrinnet og valgte at stille sig ud til mandens bil. Da han ville sætte sig ind på førersædet, tog de nøglerne fra ham og bad ham om at vente. Herefter blev der ringet efter politiet, som straks sendte en patrulje.
Manden blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, og måtte tage imod et lift til stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte promillen.
Møntsamling stjålet i Sindal
Det gode gamle “koben-i-vindue”-trick fungerede formidabelt mellem 11. og 13. maj, da en indbrudstyv smuttede forbi en villa på Ulvmosevej i Sindal.
Med et opbrudt vindue, kunne tyvene gennemgå hele huset for værdier. De slap blandt andet af sted med en møntsamling, forskellige smykker samt kontanter.
Har du set noget eller bliver du tilbudt en møntsamling til billige penge, så hører vi gerne fra dig på 114.
Kilde: Nordjyllands Politi.
Foto: Politi.dk.