Spillere fra Tornby og Hirtshals
på fodboldskole i Højene

Vi havde i 2017 deltagere fra både ind- og udland og vi lå tæt på 15-20 procent af deltagere udefra.

170

Så er salget i gang til årets fodboldskoler, og Skibsby-Højene IF prøver igen i år at samle piger og drenge fra alle klubber i kommunen og omegn mandag til fredag i uge 31.

-Vi havde i 2017 deltagere fra både ind- og udland og vi lå tæt på 15-20 procent af deltagere udefra. Det tal ser vi gerne vokse i år, da det samtidig giver ekstra gevinst for vores deltagere, der får mulighed for, at knytte mange nye venskaber, fortæller Danny Røgind, der er skoleleder på DBU Fodboldskole i Skibsby-Højene IF.

-Der er allerede deltagere fra Tornby og Hirtshals, der har købt billet, siger han og fortæller her mere om fodboldskolen:

Årets fodboldskole er for alle piger og drenge i årgang 2003-2010. Børn fra første kvartal af 2011 kan undtagelsesvis få lov at deltage, såfremt deres forældre vurderer, at de er modne nok til en hel uge med fodbold.

Vi havde sidste år en fantastisk fodboldskole uge med 96 deltagere fra mange forskellige klubber. Derudover skete der en masse ekstraordinære aktiviteter i løbet af ugen, hvor blandt andre Fortuna Hjørring stillede med flere af deres spillere fra 3F-truppen, der kom forbi og trænede lidt med.

AaBs Jakob Blåbjerg og Magnus Christensen kiggede forbi og skrev autografer og Vendsyssel FF stillede med begge deres keepere, Nicolai Flø og Frederik Ibsen, da vi skulle have afviklet vores årlige straffesparkskonkurrence, hvor forældrene samtidig fik mulighed for, at hilse på sportsdirektøren og legenden, Mogens Krogh.

Vi arbejder allerede hårdt på, at der igen i år, kan drysses lidt stjernestøv over vores fodboldskole og dermed give vores deltagere lidt ekstra oplevelser med hjem.

Derudover har vi i år opstillet et ambitiøst mål om, at vi i år vil runde 125 deltagere! Vi håber og tror på, at sidste års succes har fået flere til, at sætte kryds ved uge 31 og en uge i Skibsby-Højene IF.

Fodboldskole er for ALLE!
Vi har igen i år sat os forskellige fokuspunkter. Vi havde sidste år deltagere fra mange forskellige klubber – og endda deltagere med bopæl i udlandet – og netop det mix af spillere fra forskellige klubber vil vi gerne se mere af i år. Det gør ugen langt mere spændende for deltagerne, at de kan møde nye venner og lære af andre spilleres træningskulturer.

Samtidig vil vi fortsætte vores fokus på, at få flere piger til, at komme på fodboldskole. Der har både i SHI og på landsplan været en nedadgående kurve i antallet af piger på fodboldskole og den udvikling vil vi fortsat forsøge at knække og vi håber, at vi i år kommer til at se mange flere piger i uge 31!

Lækkert spillertøj fra Hummel
Som deltager på DBU Fodboldskole får du ikke bare en fantastisk uge med masser af sjov og fodbold, du bliver også klædt på fra top til tå. Alle deltagere modtager spillertøj fra Hummel, samt en drikkedunk, en fodbold fra select og et DBU Fodboldskole diplom.

Vi har allerede modtaget mange ansøgninger fra dygtige trænere, der ønsker at blive en del af vores 2018-hold, så vi tør godt garantere, at vi igen i år stiller utroligt stærkt op.

Du kan her læse mere om årets DBU Fodboldskoler og købe billet.

Det bliver sidste års leder-duo, der igen i år, vil stå i spidsen for årets fodboldskole i Skibsby-Højene idet, at Kasper Rasmussen fortsætter som Trænerleder og Danny Lavgaard Røgind ligeledes tager endnu et år som Skoleleder.

Vi håber snart, at kunne løfte sløret for flere ting om Fodboldskolen 2018.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments