Specielle opgaver kræver selvfølgelig specialværktøj

Torsdag var der i sagens natur ingen gæster, men til gengæld en helt speciel stemning på det midlertidigt lukkede Nordsøen Oceanarium.

17

Der var både en helt speciel stemning og en meget karakteristisk lugt af tang og saltvand, da FlaskePosten torsdag eftermiddag besøgte Nordsøen Oceanarium.

Det var bestemt ikke nogen ubehagelig lugt, som borgerne ellers af helt andre årsager så længe har været generet voldsomt af udenfor, men tværtimod som at gå en tur ved stranden. Lugten er naturligvis forårsaget af tømningen af den store akvarietank.

– Det er ikke, fordi det for vores vedkommende er nogen specielt stor eller vanskelig opgave, men den kræver da helt klart specaialværktøj, fortalte Lars Mikaelsen, som er en af de fire håndværkere fra det store entreprenørfirma NCC, som nu er i gang med at skære den store akvarierude op på Nordsøen Oceanarium.

– Vi bruger strengt taget bare et par af de kraftigste kædesave til strøm, der findes på markedet, men selve kæderne er specielle, da det er samme type, der bruges af redningsmandskaber, når der skal skære i hårde materialer, uddybede Lars Mikaelsen.

Bemærkelsesværdigt og interessant var det også at iagttage de meget karakteristiske ridsemærker, som man nu tydeligt kan se på indersiden af den store rude på akvarietanken. Ridserne er simpelthen forårsaget af klumpfiskenes meget ru skin, når de har svømmet op ad ruden.

Mærkerne har ikke været så synlige, mens der var vand i oceanariet, men dykkerne har haft et vist hyr med at pudse alger af ruden, fordi de især har kunnet gro på disse ru områder på den ellers glatte overflade.

De følgende uger bliver det spændende og interessant at iagttage, hvordan det vil lykkes at få bakset den ituskårne rude op igennem taget og især nok den nye ned på plads uden skader.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments