Sparekniven skærpes endnu en gang på skoleområdet

Skoleområdet er allerede skåret ind til benet, men endnu et sparekatalog har den 10. august været til debat i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalg hos Hjørring Kommune.

1912
Foto: Hans Christian Lauritsen.

Knap en halv snes forslag til besparelser på skoleområdet har været til debat i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget ved Hjørring Kommune.

Når man ser forslagene, der har været til debat, kan det nok konstateres, at lokalpolitikerne ikke længere bare kan nøjes med at skære ind til benet, men også risikerer at skulle save i selve knoglen.

  • På de centrale kontoområder indenfor undervisningsområdet er der budgetteret med midler til centralt initierede kompetence- og kvalitetsudviklingstiltag. Reduktionsforslaget indebærer, at rammen fra budget 2022 og frem reduceres med 1,4 mio. kr.
  • På de centrale konto-områder på Sektor Dagtilbud er der budgetteret midler til centralt initierede kompetence- og kvalitetsudviklingstiltag på dagtilbudsområdet. Reduktionsforslaget indebærer, at rammen til kompetence- og kvalitetsudvikling reduceres med 0,545 mio. kr. fra 2022 og fremefter.
  • Reduktionsforslag vedrørende opsigelse af aftale med Foreningen Yxengaard svarende til 0,400 mio. kr. Forvaltningen har modtaget et høringsbrev fra foreningen Yxengaard, der har været forelagt Børne-. Fritids- og Undervisningsudvalget.
  • Med baggrund i Byrådets beslutning om kvalificering af reduktionsforslag vedr. nedlæggelse af elementerne i skoletjenesten og herunder åben skole tilbud skitseres en model, hvor alle tilbud relateret til skoletjenesten nedlægges. Ved fuld indfasning forventes her en reduktion på 3,1 mio. kr.
  • Reduktionsforslaget indebærer forslag til muligheder for at reducere budgettet til ledelse på skole- og dagtilbudsområdet svarende 2,4 mio. kr. ved fuld indfasning. Som del af kvalificeringen af de 2,4 mio. kr. beskrives 4 forskellige scenarier, der skal kvalificeres yderligere, hvis det efter budgetvedtagelsen besluttes at arbejde videre med reduktionsforslaget.
  • Der er på skole- og dagtilbudsområdet foretaget flere tiltag for at imødekomme udmøntningen af reduktion på 2 mio. kr. vedr. rengøring, der blev vedtaget med budget 2017. Skal der foretages yderligere reduktion af rammen på potentielt 1.5 mio. kr. foreslås det, at der udarbejdes en ny rengøringsanalyse for at få et realistisk billede af, hvor meget rengøringsområdet vil kunne reduceres med.
  • Hvis det besluttes, at der skal arbejdes videre med dette reduktionsforslag, foreslås det, at der etableres en arbejdsgruppe, der i efteråret 2020 skal analysere både de økonomiske og faglige potentialer ved etablering af et fælles center for ejendomsdrift på skole- og dagtilbudsområdet. Arbejdsgruppen vil i løbet af analysen komme med et kvalificeret bud på et muligt besparelsespotentiale. Som budgettema var der afsat 0,550 mio. kr., hvilket svarer til 1 teknisk serviceleder.
  • Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget tilkendegav i forbindelse med beslutning om ny tildelingsmodel på skoleområdet, at Udvalget i budgetprocessen vil arbejde for at rammen til undervisningsområdet tilføres midler, således at beløbet til høje klassekvotienter forhøjes. Dette udvidelsesforslag medfører, at der tilføres 2,5 mio. kr., der udmøntes i beløbet pr. elev til klasser med mange elever.

Udvalget havde den 10. august følgende bemærkninger til de nævnte reduktioner og udvidelser:

• Forslaget vedrørende rengøring – skal tilføjes tekst om eventuelle konsekvenser som følge af Covid-19
• Udvalget bad forvaltningen om at tage model 3 ud i beskrivelsen af ledelse skole/dagtilbud.
• I forhold til beskrivelsen af teknisk service drøftede Udvalget, at der kan være forskellige scaleringer af forslaget.
• Udvalget drøftede bekymringsbrevet fra Yxengaard.
• Forslagene om Yxengaard og “den åbne skole” er tiltag, der understøtter skolernes arbejde.

Videre tidsplan – efterår 2020:

• 19. august 2020: Økonomiudvalget behandler resultatet af
økonomiaftalen og udvalgsarbejde mv. og tager stilling til udvalgenes
driftsrammer og den videre budgetproces.
• 31. august 2020: Endelig behandling af samlet budgetmateriale inden
fremsendelse til Byrådets 1. behandling.
• 16. september 2020: Byrådet 1. behandler budgettet
• 24. september 2020: Sidste frist for fremsættelse af ændringsforslag til
budgetforslaget.

Kilde: Hjørring Kommune.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Jimmi Kruse Sørensen
4 år siden

Overskriften er vidst ikke helt sand, lige nu ved vi ikke om der spares på skoleområdet. Vi ved kun at der skal spares over de kommende år(vidst omkring 60 mio i 2024, da der kommer flere ældre, og færre i arbejde til at betale)
 
Men nu nu er det her et sparekatalog, som der bliver rydtet en del ud i når politikerne kommer til.
Der er intet nyt i at der udarbejdes et sparekatalog, det gør der hvert år.
Ligesom alle politikerne nok også kommer med et ønskekatalog, selvom der i år nok ikke er meget af det de kan komme igennem med.
 
 
Man skal bare ikke tage det for mere end et katalog.Noget af det skal nok blive realiseret, men langtfra det hele.