Spar Nord Fonden står solidt bag Hirtshals Fiskefestival også i 2019

Alt, hvad der handler om fisk, er samlet ved den traditionsrige Fiskefestival, der foregår i dagene 1. til 3. august 2019 i Hirtshals med ekstra opbakning fra Spar Nord Fonden.

294

Et stort frivilligt arbejde gør det muligt at gennemføre Festivalen og sætte Hirtshals på fødevarelandkortet, og med en stor donation i foråret på 300.000 kroner fra Spar Nord Fonden bliver det nu igen muligt for Festivalen at folde sig ud med de mange tiltag, der denne gang er på programmet til stor glæde for både lokalsamfund, turister og erhvervsliv.

Hirtshals Fiskefestival har eksisteret i mere end 25 år og den vokser og udvikler sig hele tiden i takt med, at interessen for festivalen er steget gennem de seneste år. Sidste år var der livesending fra DR-programmet ”Bare det ikke regner” fra Hirtshals Fiskefestival blandt andet med fokus på at hylde de mange, som hvert år bruger deres sommerferie på at arbejde som frivillig for Hirtshals Fiskefestival.

– Med den flotte donation fra Spar Nord Fonden på 300.000 kroner over de kommende tre år får vi muligheden for at løfte Hirtshals’ image således, at det bliver en endnu mere interessant destination for fiske- og skaldyrsglade turister fra Nordjylland, Danmark, Skandinavien og måske endda fra hele Europa, fortæller koordinator for Hirtshals Fiskefestival, Mette Jensen.

Lokale aktiviteter i særklasse
De tre dage under Hirtshals Fiskefestival står ” I Fiskens Tegn”. Alt der handler om fisk er samlet i Hirtshals og dagene byder blandt andet på fiskeauktion, akvavitsmagning, havnerundfart og salg af fisk. Herudover laver Madkulturen retter med fisk til børn og Slåbrok-band underholder med spillemandsmusik på vendelbomål og sjove anekdoter.

Local Cooking i Hirtshals
– Med den efterhånden højt profilerede kokkekonkurrence Local Cooking, som med regional restaurantdeltagelse og et dommerpanel bestående af kendte danske madpersonligheder, får vi nu en unik mulighed for at være med til at markedsføre højkvalitetsfisk fanget af Hirtshalsfiskere, fortæller Mette Jensen.

Konkurrencen foregår i det store telt på havnen, hvor publikum får mulighed for at opleve maden, spændingen og den intense konkurrence helt tæt på.

Dommerpanelet og deltagerfeltet til årets Local Cooking
Hirtshals Fiskefestival kan i år præsentere et dommerpanel, der rummer både erfaring, vildskab og perfektionisme – endda stjernedrys, når der 1. august skal konkurreres i Nordjyllands bedste ret med mørksej.

Michael Munk fra Michelin-restauranten MeMu i Vejle er et af to nye ansigter i dommerpanelet, når der skal konkurreres i fisk fra Hirtshals og lokale råvarer under Hirtshals Fiskefestival.

Michael Munk har sammen med sin hustru Mette Derdau og en stærk stab realiseret livsdrømmen og skaffede i 2018 Vejle sin første Michelin-stjerne. Dommerpanelets andet nye ansigt er legendariske Michel Michaud, hvis vigtighed for løftet af det generelle danske gastronomiske niveau ikke kan overdrives. Michaud er branchens nestor og konstante forbillede, krævende, men altid med smil på læben.

Michel Michaud og Michael Munk sidder i dommerpanel med kollegaer og erfarne kræfter som Thorsten Schmidt fra Barr, Berlingskes hårde anmelder Svend Rasmussen, Masterchef-dommer Jesper Koch, der nu også står for Sønderborgs ambitiøse hotel Alsik-projekt og sidst men ikke mindst den kendte nordjyske TV-kok og Bocuse d’Or drivkraft Mikael Kopp Christensen.

Ti af Nordjyllands bedste restauranter konkurrerer mod hinanden i festteltet på havnen i Hirtshals, hvor der er smagsprøver og mesterskabsstemning. De nordjyske restauranter er: Alimentum, Vendia Gourmet, Tabu, Bramslevgaard, Nam, Essens, Strandhotellet i Blokhus, Applaus, Abstrakt og Villa Vest.

Foto: Arkiv og Hirtshals Fiskefestival.
Kilde: Spar Nord Fonden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments