Hjørring Kommunes Turistudvikling og reklamebureauet Campfire & co har indledt et lille, men spændende projekt, der med små videoklip har til opgave at hjælpe de lokale turistbureauer med blandt andet via de sociale medier at promovere vores pragtfulde naturområder og kulturen heroppe i det nordvestlige Vendsyssel.
I den forbindelse er reklamefolkene fra Campfire & co denne uge ude i den vendsysselske natur, hvor de vil lave en del filmklip og optagelser, der skal bruges i en mindre og altså lokalt målrettet turistkampagne, som er sat i søen af blandt andre turismeudviklingschef Anna Oosterhof hos Hjørring Kommune.
– Onsdag var det Hirtshals, der var målet, hvor tidligere borgmester Knud Størup fortalte om området omkring Hirtshals, og der blev filmet både i byen og oppe ved fyret, fortæller Flemming Hammer fra Bunkergruppen Hirtshals.
– Dernæst blev det så Tversteds tur, hvor jeg havde fået det ærefulde hverv at være ambassadør for området. Jeg havde chefrådgiver Anja Tønning og hendes tekniker Johanne la Cour med på en hyggelig vandretur rundt i bunkersområdet, hvor der blev filmet og optaget og fortalt gode historier, tilføjer Flemming Hammer.
– Reklamefolkene mødtes senere med Steen Lau Grabowski, der fremviste vores nyåbnede og fine Mountainbike-rute. Jeg lavede en aftale med pigerne om, at de vil sende materialet til mig, når det er redigeret, slutter Flemming Hammer.
Altså en spændende dag med et par dygtige og engagerede reklamefolk og et perspektivrigt nyt initiativ med gode lokale historier fra Hjørring Kommune.