Fredag aften nød FlaskePostens udsendte i godt selskab en lækker slow food menu på Restaurant Lilleheden, hvor der på terrassen undervejs var en hyggelig lydkulisse af Nordsøgarden og tilpas afdæmpet fra Musik Under Trappen.
Først var der forret med lækre hvidløgsstegte jomfruhummerhaler anrettet på en smuk og delikat bund af fersken, rødløg og fint afstemt sweet chili. Dernæst var der boeuf af en smørmør og efter ønske perfekt medium stegt kalvemørbrad med fine spanske kartofler og flødelegeret pebersauce.
Resten af selskabet fik et overflødighedshorn af en delikat skaldyrstapas, hvor der var jumfruhummer, krabbeklør, pil selv rejer, kammuslinger, blåmuslinger, croissanter med fyld og kartofler med aioli.
Menuen blev nydt på restaurantens nyrenoverede terrasse, der om nødvendigt kan overdækkes og opvarmes, hvilket ikke blev nødvendigt på så smuk en fredag aften med den fantastiske udsigt over havnen. Stemningen var nærmest sydlandsk.
Foto: Hanne Skipper