Sommerkoncert på Horne Skole

Leder Jørgen Jensen bød mandag aften velkommen til sommerkoncert i et totalt fyldt musiklokale på Horne Skole.

16

De mindste elever fra 0. og 1. klasse lagde efter en fællessang for med bravour, så alle klappede af de dygtige børn. Der blev spillet solo på klaver, marimba og flere forskellige instrumenter. Ligesom der var to forskellige guitarhold.

Pigerne fra 6. klasse spillede også et nummer fra dette års skolekomedie. Caroline Holm sang solo. Musiklæreren Anja sagde i den forbindelse til publikum, at det er svært at stå alene overfor så mange mennesker, men det mærkede man ikke på solisterne. Skolens pedel Chris spillede i den forbindelse el-guitar, hvilket han gjorde rigtig godt.

Dernæst kom hele 4. klasse og endelig det frivillige kor, hvor Amalie fra 2. klasse sang et vers fra Walt Disney filmen Frost. Derefter var det skolebandet, som er blevet booket til flere jobs og skal spille opvarmning til Rasmus Nøhr på Landlyst.

Der blev også rundet af  med en fællessang, hvorefter Jørgen roste musiklærerne Anja og Signe. De fik en meget flot buket. Endelig var der tatoo med Nordsøgarden i skolegården. Altså kort fortalt en super vellykket sommerkoncert.