
Hvad skal man egentlig stille op med aftensmaden i dag… ??. Det spørgsmål er der sikkert mange som stiller sig jævnligt – måske specielt på denne årstid..
I ugerne 28-29-30-31 vil Skaga FM forsøge at hjælpe med inspiration til madlavningen her midt i sommervarmen. Vi præsenterer ”Sommerkøkkenet” med kok Uffe Truelsen, som i løbet af de seneste måneder har medvirket i ”Radiokøkkenet” hver fredag på Skaga FM. Uffe har 20 års erfaring med mad, mennesker, og det at skabe rammen om det gode måltid.
Uffe Truelsen fortæller her om Sommerkøkkenet:
”Sommerkøkkenet er en gastronomisk legestue – et sted hvor børn er mere en almindeligt velkomne og hvor der det er helt okay at få fedtede fingre. Sommerlandet bugner med de mest fantastisk råvarer og mens vi ikke i stor stil, kommer til at rejse ud af landet i år, så kan du i Sommerkøkkenet komme med rundt omkring på en en gastronomisk rejse.”
“Vi slår et slag for kvaliteten i vores råvarer og kæmper for at børn og voksne kommer lidt mere i køkkenet og får mod på at lege med maden. Lokale varer, bæredygtighed, produktionsformer, sæsoner og det at forholde sig til den mad vi spiser er også på menuen i Sommerkøkkenet.”
“Det kommer til at fyge rundt med tips og tricks til hvad man rent faktisk kan være med til at forandre, hvis man tager en bredere viden med sig ud for at handle ind. Så tag plads i skyggen og lad dine ører marinere i sommerlyd der skærper appetitten.”
Radiokøkkenet sendes alle hverdage kl. 09.35 og 16.40 i ugerne 28-29-30-31, og det er Niels Viberg fra Skaga FM, der er vært på indslagene.