Som i de go’e gamle dage

Lørdag eftermiddag var der åbent hus hos Håndværkermuseet i Bindslev.

288

Håndværkermuseet havde lørdag slået dørene op for at vise, hvordan tingene foregik, før computer og iPad blev opfundet.

Smeden havde jern i ilden, mens trædrejeren havde gang i drejebænken. I hele huset kunne man se gamle redskaber både fra landbruget og tørvegravning til glarmester og skriftsætter. Man kunne opleve små værksteder for tømrer, snedker, karetmager, bødker, skomager og skrædder.

Der er en gammel omstillingstavle fra den tid, da mobiltelefoni end ikke engang var tænkt på. Hos urmageren lå en del gamle ure af den slags, som man havde i lommen og skulle trække op.

I anledning af dagens arrangement kiggede galleriejer Jens Guldsmed-Thomsen fra Lykkegaard også forbi Håndværkermuseet. Den fra DR’s Skattejægerne kendte marskandiser vurderede ting og sager, som besøgende kom med. Der var flere, som benyttede sig af denne lejlighed, og både den ene og anden blev da også overrasket.

Museet har åben mandag til fredag fra kl. 13 til 16 samt lørdage kl. 10 til 13 i perioden 20. juni til 31. august.

Vil du opleve hvordan bedste- og oldeforældrene levede og drev håndværk, så er museet simpelthen stedet, du skal besøge på Mosbjergvej 3 B i Bindslev.

Foto: Jens Kranen Photography.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments