Forår på Lykkegaard

Der tages hul på masser af spændende tiltag ved sæsonåbning i påsken hos Lykkegaard i Tversted.

252

På Lykkegaard glæder vi os altid til påske, fordi det betyder begyndelsen på den sæson, hvor vi har åbent hver uge. Hele påskeugen startende fredag d. 12. april har vi åbent hver dag kl. 11-17. Vore åbningstider for resten af året er allerede fastlagt. Dem finder du på hjemmesiden her…

I år har vi for første gang haft åbent i vinterferien, og fordi påsken i år falder sent, valgte vi at starte sæsonen lidt tidligere. Men det er nu, vi for alvor tager fat.

Nyt, gammelt og midt imellem
Vinteren igennem har vi købt masser af varer. Både nye og gamle. Og igen i år har vi købt et større restparti var Angela B’s engelske agenturer. Nu er der grydelapper, forklæder, tepotter, vaser, servietter i bunker til stærkt reducerede priser. På vores facebookside viser vi mange billeder fra butikken. Og man kan se siden, selv om man ikke bruger facebook. Klik her…

Velduft og velvære
I vinterens løb finder vi altid på noget nyt, vi gerne vil sælge. Og denne vinter blev ingen undtagelse. Vi har taget et lille sortiment af sæber hjem fra Loveolli. Både sæbestykker og flydende sæber dufter helt fantastisk – og i tillæg er de smukt pakket ind, og vil pynte hvor som helst. Den helt rigtige værtindegave.

Det skader aldrig at blive klogere
De senere år har vi undervist frivillige i flere kæder af genbrugsbutikker. Det har været rigtig spændende, men vi har også fundet ud af, at ikke alle frivillige kan komme på kursus for den butik de arbejder for. Derfor har vi valgt at udbyde to af kurserne her i Tversted, hvor alle kan deltage. Kurserne handler om vurdering og værdisætning af brugte varer samt klargøring og præsentation i butikken. Se kursuskalenderen og øvrige detaljer her…

Uopslidelige Klassikere
I år kan vi åbne med store mængder Blå Blomst, Musselmalet, Blå Kant, Mågestel, Julerose og andre porcelænsklassikere. Men der er også nyere varer i sortimentet. Vores retropusher i Sverige har leveret et kæmpe læs ‘godis’, og et læs mere er på vej efter påske. Der er dåser, flasker, glas, småmøbler, kunst og kuriosa. Noget for enhver smag. Som det vil være vore trofaste kunder bekendt, sælger vi ikke på internettet – vi synes, vores butik skal opleves.

Farvel og goddag
I vinterens løb måtte vi sige farvel til vores røde kat, Fidel, efter mere end 18 års tro tjeneste. Men inden længe ankom hans afløser, Roar, der er i fuld gang med at få styr på territoriet.

– Vi siger farvel og tak for denne gang. Og glæder os til at hilse de besøgende velkomne på Lykkegaard, enten det nu bliver i påsken eller senere. Rigtig glædelig påske og forhåbentlig på gensyn, slutter Mads Ejlersen & Jens Guldsmed-Thomsen fra Lykkegaard.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments