Motorcykelklubben Legacy Vets MC Denmark Chapter Oldschool holder til på Sæby Landevej 401 i Sæsing, hvor der fredag den 16. marts klokken 19 er et års fødselsdag.
Alle er inviteret til at besøge motorcykelklubben, der fejrer, at det nu er et år siden, de åbnede klublokalerne i Sæsing. Der er gratis kaffe og fødselsdagskage til alle, og alle er hjertelig velkommen indenfor.
Motorcykelklubben er en af to klubber i Danmark, der er en del at et netværk af mange klubber over hele verden og specielt i USA, hvor klubben Legacy Vets opstod for at kunne tage sig godt af de mange krigsveteraner fra Vietnam-krigen.
Dem er der af naturlige årsager ikke så mange tilbage af, og i dag er de mange motorcykelklubber et mødested for alle soldater.
I Danmark findes den anden Legacy Vets MC i Hedehusene på Sjælland, og blandt klubberne er der stor fællesskab og sammenhold. Klubbens medlemmer besøger hinanden flere gange om året. Senere i år skal klubben i Sæsing blandt andet besøge kammeraterne i Tyskland.
– Vi vil gerne give alle soldater et godt sted at komme og mødes. Nogle er stadig udsendte, mens andre har været udsendt en eller flere gange. Her er der ro og gode venner at være sammen med også omkring motorcyklerne, fortæller Flemming – med klubnavnet DWB – der er fungerende præsident for Legacy Vets MC Denmark Chapter Oldschool.
Vi har sat ham og sekretæren i klubben, Jens – med klubnavnet Papa – stævne i det gamle lejede hus i Sæsing, som lige nu danner ramme om motorcykelklubben.
Klubbens medlemmer og gæster mødes mindst et par gange om måneden i klublokalerne, hvor de spiser sammen, kører ture, snakker og hygger. Der holdes naturligvis også fester ved særlige lejligheder, og sådan en er altså fredag aften.
Tillykke med fødselsdagen fra FlaskePosten.nu
Mere om de to klubber Legacy Vets MC Denmark