Sara Dommerby Tofts tale til Sankt Hans på Tornby Strand

Der var mange taler, vi gerne ville have hørt denne Sankt Hans aften, hvoraf en var denne af sognepræst  Sara Dommerby Toft. Heldigvis kan den også læses med stort udbytte.

520
Foto: Kirsten Sønderskov Jansen.

Af Sara Dommerby Toft

Sognepræst
Tornby

Skt. Hans er sommerens højdepunkt. Nætterne er de korteste, mørket har ingen magt, og vi kan feste hele natten, for der bliver stort set ikke mørkt. Sankt Hans er lysets fest.

På denne tid af året befolkes Tornby Strand af folk fra nær og fjern. Vi har kulturmøder hver eneste dag. For her i sommerlandet mødes metropolen og provinsen. Københavnere og jyder – og alt derimellem, samles om at nyde solen, vandet, og den smukke danske sommer. Og jeg tror altid, det har været sådan, at jyder og københavnere har haft et kærligt horn i siden på hinanden. Jyder går for at være langsomme men også snu og så er de altid lidt bagud, mens københavnere er hurtige, smarte, altid med på den nyeste trend. Men vi har heldigvis mere tilfælles end det, som skiller os ad, og i aften samles vi om at fejre lyset. For intet er så dejligt, som de lyse nætter.

Og nu skal I få en historie, der handler både om lyset og om hvad der adskiller hovedstaden fra provinsen – og måske i endnu højere grad, hvad der samler os.
Historien begynder i Århus 25.september 1644. Der blev en lille dreng født til verden. Ole Rømer hed han, han var søn af en handelsrejsende fra Rømø, men han blev ikke købmand som sin far. I stedet voksede han op og blev en af Danmarks allerstørste videnskabsmænd. Efter at have taget sin studentereksamen, drog han til København og gik på universitetet der.

Ole var både kvik og flittig, og hurtigt gjorde en meget alsidig karriere.
For det første blev han professor i astronomi. Men det vender vi lige tilbage til, -for sine unge år brugte han på at rejse rundt som ingeniør i Frankrig, før ingeniørfaget var blevet opfundet. Her sørgede han for pumpeværker og vandtilførsel til den franske konges overdådige slotte. Hans arbejde med vand gjorde også, at det var ham, der opdagede at vands temperatur ved frysepunktet og kogepunktet er fikspunkter.

Allerede her kunne man sige, at Ole var nået langt, men nu bliver det vildt, for da han kom hjem til Danmark igen, blev han ansat som professor ved universitetet og direktør for Rundetårn. Hurtig blev han også rektor for universitetet. Og ja, så tog han lige et bijob som politimester og brandmester – og ikke mindst borgmester i København. OG fik i øvrigt også et embede som højesteretsdommer. Som I kan høre gik man ikke så meget op i magtens tredeling den gang. Ole Rømer sad på både den lovgivende, udøvende og dømmende magt i København.

Men det er ikke det, Ole Rømer blev berømt for. For hans allerstørste videnskabelige bedrift var, at han påviste, at lyset bevæger sig. Gennem udførlige observationer af himmelrummet, kunne han bevise, at solens lys bevægede sig.

Og nu kommer så det, der måske viser forskellen på hovedstadens sindelag og den mentalitet vi går rundt med herude i provinsen. For årene gik, og der kom en tid, hvor man begyndte at hænge mindeplader op for vort fædrelands stolte sønner. Og Ole Rømer fik også sine mindeplader. Ja, han fik faktisk mange. Bl.a. en i Århus og en i København.

På en indskrift i vor Frue kirke i København mindes man således Ole Rømer, ”der målte lysets hastighed”, som der står. Det er også Ole Rømers måling af lyset, man mindes på den plade, der er sat op på muren af Århus Katedralskole. Men her står noget andet. Der står: ”Ole Rømer, 1644-1710, han målte lysets tøven”. Det er helt poetisk – i København målte Ole Rømer lysets hastighed, i provinsen målte han lysets tøven.

Måske afspejler de to indskrifter forskellen mellem en hovedstad, hvor alt går stærkt, og man altid er et skridt foran, og så den udkant, der langsomt og tøvende følger med udviklingen. Men objektivt set lyset har nu engang den samme hastighed. Ole Rømer anslog den til at være 225000 km/sek. I dag ved vi at lyset bevæger sig med 299792 km/sek.

Men i vores små bitte liv kan det føles både som om, at lyset tøver, når vi – både i virkeligheden og i overført betydning – vandrer rundt i vinterens kulde og mørke og venter på, at solen vinder magt; og det kan føles som om lyset farer afsted med stor hastighed, når vi om sommeren kan nyde solens stråler og de lyse nætters telt i fulde drag, men samtidig mærker at både lyset og livet er flygtige størrelser, der så hurtigt kan svinde ind. Men uanset om vi føler lysets tøven eller mærker det hastighed, så ved vi, at lyset når frem både til centrum og til udkanten. Og i nat er der mere lys end alle andre nætter, så det skal vi fejre.

Vi skal fejre det med at tænde bål, og vi skal fejre det med at tænde lys i hinandens sind, for som der står i en gammel bog, jeg af og til læser i, så er øjet legemets lys. Og ser vi på hinanden og smiler til hinanden i aften, så tændes lysende i vores øjne, og hvis vi er heldige, også i hinandens sind. For intet er så smittende som et lysende smil – det kan varme hjertet hele vejen gennem den kommende vinters mørke og kulde.

Så lad os fejre at lyset altid vil nå frem – også til os. Det er det, vi tror på og det, der giver os håb.

Foto: Kirsten Sønderskov Jansen.
Foto: Kirsten Sønderskov Jansen.
Foto: Kirsten Sønderskov Jansen.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments