Af Aksel Toft
Sognepræst
Emmersbæk
Det hænder, som nogen sikkert ved, at jeg citerer Søren Kierkegaard i mine prædikener,
og det er selvfølgelig ikke helt tilfældigt.
Jeg stødte på ham i gymnasiet og begyndte derefter langsomt, men sikkert, at bevæge
mig ind i hans omfattende forfatterskab. Jeg husker, at jeg læste Kjerlighedens Gjerninger, mens jeg studerede til lærer på seminariet.
I tiden på og efter teologistudierne havde jeg læst en stor del af hans vigtigste bøger
og fulgt en del undervisningsforløb omkring disse værker. Her er et par citater, jeg holder specielt meget af:
“Din Ven, Din Elskede, Dit Barn, eller Hvo, der ellers er Gjenstand for Din Kjerlighed, har en Fordring paa Yttringen af den ogsaa i Ord, naar den virkeligen bevæger
Dig i Dit Indre. Bevægetheden er ikke Din Eiendom, men den Andens, Yttringen er hans Tilgodehavende, da Du jo i Bevægetheden tilhører ham, som bevæger Dig, og bliver Dig bevidst, at Du tilhører ham.”
(Fra Kjerlighedens Gjerninger, 1948)
Det veed den rette Bedende; og Den, der ikke var den rette Bedende, han lærte maaskee just dette i Bønnen. Der var Noget, der laae ham saa meget paa Sinde, en Sag, som var ham saa vigtig, det var ham saa magtpaaliggende ret at gjøre sig forstaaelig for Gud, han var bange for, at han skulde i Bønnen have glemt Noget, ak, og hvis han havde glemt det, saa var han bange for, at Gud ikke af sig selv skulde huske paa det: derfor vilde han samle sit Sind til at bede ret inderligt. Og hvad skeete ham saa, hvis han ellers bad inderligt? Det Forunderlige skeete ham; efterhaanden som han blev inderligere og inderligere i Bønnen, havde han Mindre og Mindre at sige, og tilsidst blev han ganske taus. Han blev taus, ja hvad der om muligt endnu mere end Taushed er modsat det at tale, han blev en Hørende. Han meente at det at bede er at tale; han lærte at det at bede ikke blot er at tie, men er at høre. Og saaledes er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud. (fra Liljen på Marken og Fuglen under Himlen, 1849)
Kilde: Kirkebladet.
