Søren Smalbro (V) svarer Paw Rytter

Udvalgsformand Søren Smalbro fra Venstre svarer Paw Rytter på vegne af Teknik - og Miljøudvalget.

994
Formand for Teknik og Miljø Søren Smalbro. Foto: Arkiv.

Af Søren Smalbro
På vegne af Teknik – og Miljøudvalget

Kære Paw Rytter

Du har i et åbent brev til mig og Teknik- og Miljøudvalget stillet spørgsmålet om dispensationer fra lokalplaner er delegeret til forvaltningen.

Svaret er, at kompetencefordelingen mellem udvalg og embedsmænd er fastlagt i en politisk godkendt kompetenceplan for at sikre at lige sager bliver behandlet ens. Helt generelt er dispensationer fra lokalplaner, der ikke har principiel karakter, delegeret til forvaltningen, så tingene kan køre så smidigt som muligt.

Du giver så udtryk for, at du mener, at den konkrete dispensation i forhold til vindmøller på Hirtshals må være principiel. Det har jeg fået undersøgt og der er ikke et principielt indhold i dispensationen, fordi der ikke bliver afveget fra lokalplanens formål og anvendelsesbestemmelser – som i Planlovens forstand er de principielle elementer, der ikke kan dispenseres fra.

Med dit åbne brev får jeg næsten indtrykket af, at du mener, at vi som politikere ikke vil tage ansvar for de beslutninger, der bliver taget. Og hvis det er et rigtigt indtryk, så må jeg bare sige, at det vil vi i høj grad gerne.  Vi lægger bredt i Teknik- og Miljøudvalget vægt på, at vi som politikere både skal forholde os til de overordnede rammer for kommunens udvikling og samtidig være opmærksomme på detaljerne og lokalmiljøet.

Det ligger både mig selv og hele udvalget på sinde og derfor spørger vi også løbende ind til stort og småt, så vi uanset formelle kompetenceplaner har en god fornemmelse af, hvad der rører sig.

Netop derfor har vi også bedt forvaltningen om at uddybe overvejelserne om den konkrete dispensation, det er nemlig politikernes ret og pligt.


Link til tidligere debatindlæg

Åbent brev til formand for Teknik- og Miljøudvalget

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments