Hirtshals Havn er et fødekammer for mange måger, men bortset fra riderne yngler de fleste ikke her. Ringmærkning viser, at de fortrinsvis yngler på Kattegat-øerne Hirsholmene og Nordre Rønner samt i den norske og svenske skærgård ud til Kattegat og Skagerrak. Enkelte kommer længere væk fra.
Det er sket enkelte gange i årenes løb, at nogle få par finder et sted på Hirtshals Havn, hvor de kan anbringe deres rede. Det er således sket i år på mindst to steder, nemlig på en erhvervsbygning i Østhavnen og på Tværmolen i Vesthavnen. I begge tilfælde er der tale om sølvmåger.
Om fænomenet med ynglende måger breder sig, vil tiden vise, men i byer som blandt andet Aalborg har især stormmåger og sølvmåger taget byens tage i besiddelse mange steder. De er ikke altid lige velkomne med deres larm og lort, skal vi hilse og sige.
Foto: Kurt Prentow