Smukt og storslået bryllup på Fyrklit

Alt klappede perfekt fra arrangørernes side, mens også vejrguderne viste deres gunst ved den udendørs vielse ved Fyrklit.

20

Langt de fleste bryllupper forekommer formentlig både under festligheden og i ægteparrets minder som lykkelige, men næppe mange vielser kan siges at være foregået i så smukke og storslåede rammer som Mia Hilmarsdóttir Davidsens og Lars Christian Povlsens denne lørdag på Fyrklit med sol og udsigt til Vesterhavet.

Ikke bare klappede alt perfekt fra arrangørernes side med rød løber ud over det grønne græs til de opstillede stole og et rosenfyldt espalier, men også vejrguderne forbarmede sig hjertegribende, da gæsterne samledes sydvest for Fyrklit. Da brudens far førte Mia op til den ventende Lars var der et stille musiknummer i baggrunden fremført af Sarah og Mikkel.

Den borgerlige vielse blev foretaget meget personligt af Helle fra Hjørring Kommune. På en indlevet og optimistisk måde fik hun med et par personlige anekdoter begrebsliggjort, at et ægteskab vist er storslået og smukt, som kærligheden nu en gang er det imellem os mennesker, når det går godt, men samtidig skal der indgås kompromiser og files kanter.

Med i billedet hører også sønnen Theis, som virkede til at tage det hele med ophøjet ro og den højtidelighed, der også hører til et bryllup, men mon ikke også han senere giver sit besyv med ved festivitasen på Fyrklit. Da selve ceremonien var overstået og alle have lykønsket brudeparret, var der spidsroden tilbage med masser af ris.

Det hører dog også med til den rørende historie, at Sarah og Lars til sidst spillede og sang Søs Fengers gribende nummer, hvor de sidste strofer lyder: “Se det er kærlighed/ Du tog mit hjerte med/ Pas godt på det for det har ingen våben med.”

FlaskePosten ønsker Mia Hilmarsdóttir Davidsen og Lars Christian Povlsen samt familie og venner den aller bedste fest i aften på Fyrklit. Ligesom brudeparret ønskes god vind fremover!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments