Smukke dyr, imponerende maskiner og masser af underholdning for store og små

Den 22. og 23. juni 2018 byder LandboNord igen velkommen til Hjørring Dyrskue. Programmet er spækket med oplevelser for store som små, og der er lagt op til nogle festlige og dyrerige dage for alle interesserede fra land og by.

153

Selvom der er sket en rivende udvikling siden Hjørring Dyrskues start i 1845, er husdyrene uden tvivl stadig omdrejningspunktet på dyrskuet. I år er der over 670 dyr tilmeldt inden for kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste, får, kaniner, høns og andet fjerkræ.

Der udstilles end del flere dyr i forhold til sidste år, men det er ikke kun i dyreudstillingen at der er fremgang. Pladserne i maskinudstillingen blev revet væk, Outdoorudstillingen får et endnu større område og Madbazaren sætter rekord med 40 forskellige fødevareudstillere. Altså er der lagt op til et fantastisk dyrskue mener arrangørerne bag dyrskuet.

– Dyrskuebestyrelsen og jeg er voldsomt stolte af den flotte opbakning til dyrskuet fra både udstillere og de mange frivillige – uden dem var der ikke noget dyrskue. Den flotte opbakning vidner også om, at det er de rette tiltag vi satser på fx med outdoor og madbazaren. Det er jo en balancegang mellem de traditionelle indslag vi alle forbinder med dyrskuet og nye spændende tiltag, der kan trække nye folk til. Vi glæder os utrolig meget til at dyrskuet løber af stablen, og vi håber at der er mange, der har lyst til at komme forbi til et par festlige dage på dyrskuepladsen, siger dyrskueformand Jens Myhren.

Imponerende Dyrskueshows

Traditionen tro afholdes der dyrskueshows både fredag og lørdag, hvor øjet kan lade sig fornøje af flotte opvisninger inden for dressur, spring og show.

Du kan fx opleve konkurrencen Nordjyllands bedste bonderøv, shows ved Vendsyssel Køreforening, som igen i år vil vise deres alsidige sport frem. Stutteri Katrinelund ved Ib Kirk deltager med Clinic fredag eftermiddag og er en del af showet fredag aften med både spring og dressur. Frieser Nords flotte heste kan du møde i staldene under hele skuet og du kan opleve deres spektakulære shows fredag middag, fredag aften og i lørdagens dyrskueshow.

Ildhesten leverer store og sprudlende middelaldershows både fredag aften og flere gange i løbet af lørdag.

Aktiviteter for børn

Det Aktive hjørne, som i år er flyttet til pladsens vest-side, sørger for at børnene ikke keder sig på skuet. Udover at komme tæt på de flotte dyr og de store maskiner, kan de blandt andet prøve at malke en ko, male korn, kærne smør, smede jern og meget mere. Og igen i år kan børnene deltage i traktortræk-konkurrence for pedaltraktorer og udfordre hinanden i dyrskue tvekampe.

I outdoor området er der også masser at opleve, hvor blandt andet Jon Lindberg fra ”Alene I vildmarken” vil fortælle om shelterbygning og meget mere.

Dyrskuet byder også på et ny renoveret staldområde i stald 1, kun med søde dyreunger. Nuttede kaninunger, pippende kyllinger, langbenede føl, bløde lam, søde kalve m.fl. Et område, som vi håber der går lige i hjertet på både voksne og børn.

Dyrskuet får også besøg af Den bette Western Klub fra Sindal. De vil dels lave en konkurrence i agility for de, der har hest med, men alle kan opleve westernlivet og bl.a. prøve at kaste med lasso.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments