Smuk og storbarmet heks i Fun-Park

Parkens erfarne træskærer havde til dette års bål skabt et pragteksemplar af en barmfager heks, som skulle grilles godt, før hun satte kurs mod Bloksbjerg.

23

Sidste år var Fun-Parks indehaver Allan ikke helt tilfreds med heksen, som han af uransagelige grunde påstod, havde været flottere de foregående år, hvilket han vist dengang var ret alene om at mene, men tirsdag aften var han til gengæld rigtig godt tilfreds med at kunne præsentere og dernæst sende den måske vildeste og flotteste af slagsen afsted til Bloksbjerg.

I hvert fald havde parkens tyske træskærer Dirk Kolkwitz lagt ikke så lidt faglig snilde og håndelag i at få produceret et pragteksemplar af en storbarmet heks, som til det sidste stod strunkt knejsende og skuede ud over Fun-Park. Ilden fik hurtigt bugt med hendes gevandter, men splitternøgen stod hun længe rank og yndefuld i flammerne, mens gæsterne sang Midsommervisen akkompagneret af Sagvåg Skulekorps fra Norge.

Forinden havde marketingchef Per Søeby fra Fyrklit holdt en kort tale, hvor han ønskede alle en rigtig god midsommer og med et glimt i øjet beklagede, at det åbenbart nu var politisk ukorrekt at brænde menneskelignende genstande af til Sankt Hans. Med bålet, talen og sangen kulminerede aftenen, der var begyndt med lækkert grillet kronvildt, salat og flødebagte kartofler.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments