Smagen af sommer…

Mange forbinder nye jordbær eller ditto kartofler med smagen af dansk sommer, når den er bedst, og begge dele er derfor også med på årets sommertapas på Restaurant Lilleheden.

462

Egentlig ville vi have siddet udenfor, hvilket er det aller bedste, men vinden var lørdag aften drejet over i det kølige nordlige hjørne, så vi indtog en lun plads indenfor på Restaurant Lilleheden, hvorfra panoramaet heldigvis fortsat er uovertruffent ud over Hirtshals Havn og Skagerrak.

Mange andre havde fået den samme gode idé denne lørdag aften, hvilket for nogens vedkommende måske var de indledende øvelser, før de pinsemorgen skulle se solen danse, hvilket vi for vores part gik glip af, men til gengæld var den igen ubeskriveligt smuk, da vi hjemvendt til ferielejligheden på Fyrklit lidt over klokken 22 kunne iagttage den synke ned bag horisonten ude over Jammerbugt.

Lørdag aftens menu stod for vores vedkommende på sommertapas, fordi vejret og årstiden nu én gang er til det, men såmænd også, fordi forventningens glæde efter nedlukningen under coronakrisen, som vel at mærke for sidstnævntes vedkommende endnu ikke er overstået, var spændt og det næsten langt ud over bristepunktet.

Endelig kunne vi kombinere smagen af sommer med oplevelsen af at sidde placeret foran byens bedste udsigt over Hirtshals Havn og Skagerrak. Lillehedens sommertapas var mildest talt og heldigvis heller ingen skuffelse, men rummede som den klassiker på stedet, der vitterligt er tale om, både frisk fornyelse og fornemmelsen af lige præcis genkendelsens glæde.

Jordbær og nye kartofler skal der selvfølgelig være, men der ud over var især de store rejer i romesco, den koldrøgede laks med rygeostcreme og radiser samt sommersalaten med feta, vandmelon og mynte utrolig lækker. Stedets sommertapas var som fruens kys en lun og uforglemmelig sommerdag på stranden!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments