
Apoteker Jesper Sevel kunne med stor tilfredshed og helt efter planen torsdag morgen åbne sit andet apotek i Hjørring i samme hus ved Frederikshavnsvej, hvor også Meny Fødevaremarked og Lagkagehuset holder til.
Hjørring Hjorte Apotek supplerer dermed Hjørring Løve Apotek i Østergade fint. Nu er det muligt at køre direkte til apotekets dør – i hvert fald, hvis man vælger døren fra den store parkeringsplads. Der er nemlig også adgang direkte fra Meny Fødevaremarked.
Hjorte Apoteket, der har samme fine service og udbud af varer med og uden recept som Løve Apoteket, er åbnet for at tilgodese det voksende behov for et apotek uden for bymidten, hvor man også finder Svane Apotektet i Strømgade.
Der arbejdes stadig seriøst med planerne om at etablere et stoppested for toget lige ud til den samme parkeringsplads ved det store hus med en nyrenoveret Meny, Lagkagehuset og nu også apotek.