På lørdag klokken 16 venter der et brag af et lokalopgør i fodboldens superliga – kaldet “Slaget om Nordjylland” – når storebror AaB fra Aalborg kommer på besøg hos lillebror på Nord Energi Arena i Hjørring.
Senest de bolsjestribede var en tur i Hjørring, den 6. august 2018, var der en helt fantastisk atmosfære på Nord Energi Arena med tilskuerrekord: 6.415. AaB vandt 1-0.
Hjemmeholdet, som kæmper for at undgå nedrykning, har brug for at mærke den samme opbakning, den samme elektriske stemning og den samme iver efter at skabe den bedst mulige opbakning for spillerne, så alle tre point kan blive nordenfjords.
-Så ta’ alle du kender under armen, og duk op på Nord Energi Arena på lørdag, når vi forsøger at tage alle tre point – som vi gjorde senest den 28. oktober 2018, vi mødte AaB. Vendsyssel FF vandt 1-0.
Billetter kan købes lige nu på shop.vendsysselff.dk – og børn & unge under 14 år kommer gratis ind! Vi ses på Nord Energi Arena, skriver Vendsyssel FF.
Vendsyssel FF (2013) er et resultat af samarbejde mellem flere klubber i Vendsyssel-området og en videreførelse af FC Hjørring-projektet, der blev etableret i 2006.
Vendsyssel FF sikrede sig i 2009/2010-sæsonen for første gang nogensinde oprykning til og deltagelse i 1. division. Siden oprykningen har klubben været en fast del af landets næstbedste række, hvor man de seneste sæsoner har etableret sig i toppen af Nordic Bet Ligaen og nu med private investorer som ejere.
I sæsonen 2016/2017 sluttede holdet på en fornem andenplads, som medførte to playoff kampe om oprykning til Superligaen uden det lykkedes at rykke op.
I sæsonen 2017/2018 opnåede klubben sin bedste præstation til dato, da den rykkede op i Superligaen via en samlet sejr på 3-1 i to playoff-kampe mod Lyngby BK.
Sæsonen 2018/2019 er altså klubbens første i landets bedste række, Superligaen.
I 2018 nåede klubben semifinalen i pokalturneringen, hvor kun et nederlag på hjemmebane til FC København hindrede en finalekamp i Parken. Tidligere har klubben nået kvartfinalerne i sæsonen 1957/1958 og 1972/1973.
Hjemmebane: Nord Energi Arena, der er under ombygning.
Tilskuerrekord: 6.415 (mod AaB, Superligaen, 6. august 2018)
Kilde: Vendsyssel FF