Slåbrock som genbrug

Den populære trio for tredje gang i Hørby og fjerde gang på Det Bette Hotel.

168

– For syv-otte år siden, da vi lidt tøvende drog ud på landevejene med vores musik efter 26 års pause, ja dengang snakkede vi meget om, hvor stort det ville være, hvis nogen bad os om at komme igen – altså spille to gange!

Kjeld Torbjørn griner lidt ved tanken om de beskedne forventninger til hans Slåbrock Trio – for her nogle år senere er der masser, der gerne ser og hører Slåbrock Trio mere end en enkelt gang. Fredag den 9. marts spiller trioen for tredje gang på fire år til Hørby Idrætsforenings årlige fest – og lørdag den 31. marts er slåbrockerne for fjerde gang at finde på Det Bette Hotel i Hjørring.

– Der kan jo være forskellige årsager, mener Kjeld Torbjørn. Enten er maden så god de steder, at man tager musikken i en stiv arm. Eller måske lider publikum af tiltagende tunghørhed….. Endelig er der jo den mulighed, at folk virkelig kan lide os! Og det burde jo give ekstra arbejde i psykiatrien…

Men hvad nu end årsagen måtte være, så glæder vi os til at spille begge steder, siger Slåbrock-sangeren. Erfaringen siger, at stemningen de to steder vil være helt i top. Og så har vi da ind imellem også lige et job på Vendsyssel Teater, men dét arrangement er desværre en privat og lukket forestilling.

Slåbrock Trio skal i øvrigt spille på hele to festivaler i år, nemlig Skagen Festival og Jellinge Festival. Og her vil trioen med Kjeld Torbjørn, Andreas Svaneborg og Ole Albrechtsen være udvidet med Mads D. Andersen på trommer og Michael Andersen på bas.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments