Skuld gammel venskab rejn forgo ved Bindslev Harmonikatræf

Bestyrelsen og de frivillige måtte igennem en del besvær med strøm og især regn, men det hele endte alligevel med fryd og fællessang ved Bindslev Harmonikatræf 2015.

36

FlaskePosten besøgte en lille håndfuld gange undervejs Bindslev Harmonikatræf. Første gang var der glæde og bægerklang samt trængsel på dansegulvet, da træffet onsdag aften blev åbnet med koncert af Kandis.

Anden gang var lørdag, hvor træffet var ved at drukne i regn, men det var tilsyneladende kun arrangørerne, det voldte alvorlige kvaler, idet gæsterne fortsat festede og dansede i ly og læ af den store teltdug, der ellers blev rystet godt igennem af blæsten.

På træffets sidste dag var vi derude midt på dagen og sidst på eftermiddagen. Første gang talte vi med Christian Engen, der havde tjansen med at holde styr på de 22 lejede campingvogne, som BTI tjener en skilling ved at videreleje til gæster på campingpladsen.

På pladsen ved teltet var der heldigvis denne søndag tørvejr med solstrejf og glade miner, hvilket især gjorde sig gældende hos Sebastian på 3 år, der nemlig havde fundet en stor vandpyt fra gårsdagens regnskyl. Den slags kan en dreng naturligvis ikke stå for i den alder.

Inde i teltet blev der fortsat lyttet og danset til harmonikamusik for fuldt udtræk, indtil vi igen dukkede op et kvarters tid før afslutningsseancen kl. 17.00. Indtil da nåede vi at høre skøn folkemusik med The Irish Waterfalls.

Afslutningsvis var der blandt andet uddeling af Årets Harmonikatræf Pris 2015, som gik til den norske gruppe Svingen Torader. Prisen er sponsoreret af Hjørring Rengøring ved Lene Meng Andersen fra Tornby.

Der var selvfølgelig også en meget taknemmelig tale af formand Finn Nymann. Han benyttede lejligheden til at takke gæsterne, bestyrelsen og ikke mindst de hundredvis af frivillige, der gør det hele muligt.

Da der til aller sidst var fællessang med Jeppe Aakjærs klassiker Skuld gammel venskab rejn forgo, hvor Mogens Bjerre sang for og alle i teltet rejste sig og svajende fra side til side tog hinanden under armene, var det bogstavelig talt rørende at overvære.

Hos FlaskePosten er vi oven ud glade for det gode samarbejde, som vi takket være en altid positiv Finn Nymann har fået i gang med Bindslev Harmonikatræf. Vi glæder os til evalueringsmødet torsdag og ikke mindst til næste år.

Til den tid må vi hellere rykke redaktionen ud i en campingvogn ved træffet.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments