Mange håbede på det, og nogle regnede måske ligefrem med det. At grænserne ville blive åbnet for udenlandske sommerhusgæster som del af den udvidede genåbning af landet, der faldt på plads sent onsdag aften.
Men da alle folketingets partier kort før midnat kunne præsentere en aftale, var det uden en åbning af grænserne for de udlændinge, der ville kunne vise et lejebevis til et dansk sommerhus. Og det er kommet som en stor skuffelse hos direktør hos Sol og Strand, Per Dam.
– Jeg havde virkelig forventet, at vi skulle finde en løsning, så folk med et lejebevis kunne komme over grænsen, og gerne nu. Det skete ikke i går, og det er jeg selvfølgelig både skuffet og frustreret over, fortæller direktøren.
Flertal udenom regeringen
I stedet for en øjeblikkelig åbning af grænserne indeholder aftalen et krav om, at regeringen senest den 29. maj skal fremlægge en plan for genåbningen af grænserne. Den frist hed tidligere den 1. juni.
Før forhandlingerne om en udvidelse af genåbningens fase to, var der ellers dannet et flertal udenom regeringen, som var klar til at åbne grænserne endnu mere. De borgerlige partier, De Radikale og Alternativet var enige om, at grænseåbningen burde være en del af de genåbningstiltag, der blev vedtaget.
Det samme har også flere borgmestre langs den jyske vestkyst, som i går gik sammen om et opråb til politikerne om at få grænserne åbne, så turisterhvervet kunne komme i gang igen.
– Med opbakning fra alle borgmestre ned langs vestkysten, med opbakning fra erhvervsorganisationer og et flertal i folketinget, så synes jeg, det er rystende, at det eneste der kom ud af det, var, at man rykkede grænsen for, hvornår vi får besked, fra 1. juni til 29. maj. Det er to dage før. Kunne man ikke have givet os en klar melding på, hvornår grænserne åbnede? Det havde vi forventet, lyder det fra Per Dam.
Aftalen om den udvidede genåbning af Danmark er dog ikke helt uden lempelser af grænselukningen. Fra den 25. maj vil forretningsfolk kunne rejse ind i landet, ligesom kærester og bedsteforældre igen må krydse grænsen. Derudover kan udlændinge, der ejer et sommerhus i Danmark, fremover rejse ind.
Men vi som ejer hus i Danmark, kan jo ikke komme til Danmark før Super Speed tager os almindelige folk med.