Sammen med kammeraten Lars Vestergaard, som Mads Nygaard mødte på journalisthøjskolen for over tyve år siden, planlægger den lokale forfatter et skrivekursus i Bjergby.
– Vi har tit snakket om at lave et alternativt skrivekursus. Med alternativt mener vi, at vores fokus ikke vil ligge på tekstgennemgange og lange debatter om, hvordan en sætning står sig finest. Nej, vi er mere optagede af historiefortællingen i sig selv. Hvad er den gode historie? Din gode historie! Og hvordan formidler du den bedst? På hver vores måde har Lars og jeg opdyrket en solid erfaring på netop dette felt, noterer Mads Nygaard.
Nu er de klar til at sætte handling bag ordene. Vi tilbyder en uge i juli med selskabelighed, kost og logi. Kursus og overnatning vil finde sted i Bjergby mellem Hirtshals og Hjørring, nærmere betegnet Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal.
Adressen har præcis dét, de to forbinder med en god historie. Solhjem var engang landsbyens plejehjem, men da det lukkede, gik byens borgere sammen om at købe det. I dag er det et lyslevende kulturelt samlingspunkt med blandt andet koncerter, eget ølbryggeri, kafferisteri og loppemarkeder.
I den store have står den festoriginale kunstner Peter Jensens (1898-1985) skulpturer, et sandt Zoologisk Have bygget af skrot og skrammel. Vi kalder det Peterspladsen, og Vesterhavet er blot en rask cykeltur væk.
Lars Vestergaard og Mads Nygaard aner ikke, om der er interesse for sådan en uge, men er du interesseret så send en mail til mig på madsnaa@gmail.com eller larsv@larsv.dk.
Retur får du så yderligere kursusinfo og pris.