Dommer ved lørdagens kåring af vinderne i konkurrencen om de flotteste skralderobotter var Lene Høg fra AVV, der samtidig gav en optimistisk status på, hvordan det går med affaldssorteringen i Hjørring Kommune.
Aktiviteten på Coops stand var kulminationen på et længerevarende undervisningsforløb i 2. klasserne på Hirtshals Skolecenter med udgangspunkt i undervisningsmaterialet “Professor Skrald og Skrotrobotterne”, som er udviklet af Coops Skolekontakt. Materialet handler om affald, genbrug, emballage og madspild.
– Projektet er en del af Coops nye emballagestrategi, som er en langsigtet plan for fremtidens emballage og bæredygtighed. Ambitionen er at skabe nye innovative emballageløsninger til gavn for både miljøet, forbrugerne og resten af dagligvarebranchen. Og netop bæredygtig emballage og klimavenligt forbrug har været årets hovedtemaer for Coops deltagelse på dette års Naturmøde, fortæller Flemming Andersen fra butiksbestyrelsen hos Dagli’Brugsen i Bindslev.
Vinderne af konkurrencen blev Malou, Laura og Signe med skralderobotten “Fest-Polly”. Andenpladsen gik til Laurits og Lukas med “Den camouflerede zombie”. Tredjepladsen gik til Jonas og Johan.
Nete Dalsgaard fra arrangementsgruppen overrakte fine præmier fra Coop.
Stort tillykke til de skrappe robotbyggere!
Skrotrobotterne bliver i den kommende tid udstillet i SuperBrugsen i Hirtshals.
Foto: René Stoklund.