Bindslev Undervisningssted i Sindal Skoledistrikt blev den 1. august en hel del større ved lukningen af Tversted Skole.
Mandag den 10. august var der så skolestart med mangt og meget nyt for børnene fra både Tversted og Bindslev. Nye kammerater og lærere for alle og nye omgivelser for de omkring 70 elever fra Tversted. Nyt var det hele selvfølgelig også for eleverne i 0. klasse.
Dagen blev indledt med velkomst i Multirummet ved skoleleder Louise Høholt, hvorefter der blev sunget Bindslev Skolesang og Jeg har en rokketand. Derefter var der tid i klasserne med lærere og pædagoger samt for de yngste elever med forældre og bedsteforældre som velkomne gæster.
Sommerfugle har der sikkert været i adskillige små maver, men smilene blev hurtigt brede og humøret højt. Formentlig godt hjulpet på vej af trygheden fra den omfattende brobygning før sommerferien både til børnehave og mellem Tversted og Bindslev.
Efter middagspausen valgte lærerne på de to ældste klassetrin, som er 5. A og B samt 6. A, at tage alle eleverne med ud i det gode vejr på naturlegepladsen ved fisketrappen og Bindslev Gl. Elværk.
Skolestarten faldt nemlig i år paradoksalt nok sammen med, at sommerferievejret langt om længe indfandt sig med varme og solskin.