APROPOS NATURMØDET 2018: Lokale skoleelever på rågejagt

Elever fra 5. klasse på SkoleCenter Hirtshals var af Danmarks Jægerforbund torsdag inviteret med på jagt, da bestanden af rågeunger skulle reguleres i Svanelunden.

154

Rågekolonien i Svanelunden i Hjørring er vokset, og torsdag fik en gruppe femteklasseselever fra SkoleCenter Hirtshals lov at komme med jægerne på jagt, da nogle af rågeungerne skulle lade livet.

– Man kommer ud og oplever det i stedet for bare at høre om det, siger Joakim Jakobsen, som er en af eleverne.

Skoleeleverne skal have en oplevelse, som de ikke kan få foran computeren eller fjernsynsskærmen.

– Børn skal ud at mærke og opleve naturen og finde ud af, at der er andet end at sidde inde og se Netflix og Viaplay og hvad der ellers bliver brugt tid på, siger Gry Bruun Nielsen, lærer på Hirtshals Skolecenter.

Rågerne skal spises

SkoleCenter Hirtshals forsøger at få eleverne til at komme ud i naturen, men ingen af femteklasseseleverne har tidligere været så tæt på en rågeunge, som de kommer på torsdagens jagt.

– De skal med ud at snuse til, hvordan det er at være på jagt. Der er meget fokus på deres telefoner og iPads i dag, så de har godt af også at komme lidt ud en gang i mellem, siger Paw Søndergaard, formand for Hjørring Jagtforening.

Naturen kommer helt ind mellem fingrene på skoleeleverne fra Hirtshals. Og måske kan naturen og jagten på rågeunger mellem grønne bøgetræer godt konkurrere med computerspil, Facebook og Netflix-serier.

– Jeg synes, det er fint nok, fordi vi lærer rimelig meget af dem, vi går sammen med, og det er også hyggeligt, når man går sammen med andre, siger Joakim Jakobsen.

Skoleeleverne skal i næste uge være med til at tilberede og spise de rågeunger, der er blevet skudt. Det sker i forbindelse med Naturmødet i Hirtshals.

Foto: SkoleCenter Hirtshals.
Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments