Skolebestyrelse bakker op om kommunal intention angående klassestørrelser

På et ekstraordinært virtuelt møde tirsdag aften bakkede skolebestyrelsen op om den skolepolitiske intention i forhold til klassernes størrelse i Hjørring Kommune.

528

På foranledning af forældrehenvendelse omkring klassedannelserne til skoleåret 20/21,
drøftede bestyrelsen i SkoleCenter Hirtshals, om det principielle grundlag danner den ønskede ramme, og sætter tilstrækkelig retning for bestyrelsens intentioner med samlæsning, klassestørrelser, delehold, inklusionsindsats og så videre.

Baggrund
I Hjørring kommune er der en politisk intention om at begrænse det maksimale elevtal i klasserne til 26 elever. Det er en skærpelse af folkeskolelovens ramme, hvor det er 28 elever der er det maksimale antal elever der må være i en klasse, uden der skal søges om dispensation.

Den politiske intention i Hjørring kommune betyder også, at der tildeles midler til en ekstra klasse, når der på en årgang (indenfor undervisningsstedet) er 27 elever eller flere. Tildelingsmodellen i Hjørring kommune er ikke foreskrivende, derfor er der flere andre perspektiver der er i spil når skolen tager beslutning om hvor mange klasser, og dermed klassekvotienten, der skal planlægges med i et skoleår.

Indstilling
Ledelsen indstillede, at Skolebestyrelsen drøfter de forskellige perspektiver og på den baggrund beslutter om princippet for Undervisningens organisering” skal revideres, og om princippet skal være mere retningsgivende for skolens konkrete planlægning.

Referat
Skolebestyrelsen drøftede punktet i følgende temaer:

– Politisk intention. Den kommunale politiske retning omkring økonomisk tildeling til
klasser med mere end 26/28 (afhængigt af årgang), er en politisk intention, som vi
bliver nødt til at have med i vores overvejelser om, hvordan vores princip der styrer
driften, skal se ud.

– Høje klassekvotienter. I klasser med en højere klassekvotient end den kommunalt
anbefalede, tilknyttes der en ekstra understøttende ressource, som anvendes i
arbejdet med elevernes trivsel og læring.

– Medarbejdernes indstilling. Medarbejderne ser flest fordele ved at have færre elever i
hver klasse og ønsker derfor, at skolen følger den politiske intention på området.

– En attraktiv skole. Hvis skolen fremstår attraktiv med mindre klasser, kan det måske
være med til at ændre elevtalsudviklingen på længere sigt.

– Det aktuelle serviceniveau. Vel vidende at skolen kan se en udvikling i elevtal og
derfor kan forberede løsninger, der er så gode som muligt, er det samtidigt vigtigt, at
vi levere et tilfredsstillende serviceniveau for de børn, der går i skole lige nu.

– Opmærksomhed! Skolens medarbejdere, ledelse og bestyrelse skal være særligt
opmærksomme på både fordele og ulemper ved modellerne, når der vælges en
retning.

Beslutning
På baggrund af ovenstående drøftelser, indstiller skolebestyrelsen til, at skolens planlægning følger den kommunale politiske intention i forhold til klassernes størrelse.

Tilføjelse til princippet “Undervisningens organisering” under et nyt emne:

Klassestørrelser
Skolen følger i videst muligt omfang den kommunale politiske intention i forhold til klassernes størrelse.”

Læs hele referatet her: SkoleCenter Hirtshals

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
René Bjerre Andersen
3 år siden

Den er jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår?!
 
Har bestyrelsen i Skolecenter Hirtshals holdt et møde for at beslutte, hvorvidt man vil efterleve og overholde de af et demokratisk flertal valgte politikeres udstukne retningslinjer eller om man vil gå imod selvsamme?