Skift adresse og få din post også via HAS

Det er vigtigt for de medlemmer af HAS, som har en mailadresse, der hedder noget med @stofanet.dk, at sørge for få ændret adressen så hurtigt som muligt.

17

Hvis vi ikke fortæller postvæsnet, at vi har fået ny adresse, modtager vi ingen breve i postkassen. Sådan er det i den virkelige verden. Og sådan er det i den digitale. Derfor er det ekstremt vigtigt for de medlemmer af Hjørring Antenneselskab (HAS), som har en mailadresse, der hedder noget med @stofanet.dk, at sørge for få ændret adressen så hurtigt som muligt.

– Jo hurtigere medlemmerne får ændret til en ny adresse, jo nemmere bliver overgangen, når vi går fra internet gennem Stofa til vort eget HAS Bredbånd. Hvis medlemmerne har adresseændringen på plads i god tid, kan de i ro og mag sørge for at få meddelt den ny adresse til alle relevante offentlige myndigheder, banken, familie og venner. De kan samtidig stille og roligt konstatere, om systemet virker – om de stadig får de mails, som de plejer at modtage, påpeger formanden for HAS, Kurt Larsen.

HAS overtager driften af internettet fra den 1. februar, men medlemmernes adresse vil være aktiv indtil slutningen af februar, hvorefter postkassen smækkes i for altid. Det betyder, at mails, som medlemmet havde tænkt sig at gemme, er forsvundet fra Stofas mailserver.

– Vi har med succes gennemført den største praktiske opgave med at flytte de medlemmer, der har en @has-adresse til vores mailserver. Nu gælder det som sagt stofanet-adresserne, og det berører cirka en tredjedel af vores medlemmer. Medlemmer med en @has.dk adresse eller webadresser som f. eks. yahoo.com eller gmail.com skal ikke foretaget sig noget, understreger Kurt Larsen, der samtidig opfordrer de medlemmer, der har aftale med Stofa om IP-telefoni, til at tage stilling til, hvad de vil fremover. Den beslutning skal være taget seneste den 31. december 2015.

– Operationen med at overføre telefoni-aftalen fra Stofa til HAS Bredbånd er simpel, men det er vigtigt, at medlemmerne tager stilling, for ellers udløber deres ordning. Rigtig mange har allerede valgt fastnet-telefonen fra og benytter udelukkende mobiltelefon, og vi tror på, at nogle vil benytte denne lejlighed til at gå fra fastnet til mobil. Dem, der fortsat ønsker at have en fastnettelefon, kan naturligvis få det, siger formanden, der i denne tid er ude at møde medlemmerne igen til ”Hjælp-Hinanden-Møder”.

– Jeg synes, at vi møder en rigtig god stemning. De medlemmer, der kommer for at få gode råd og vejledning til en række praktiske spørgsmål, er positive overfor det nye, der skal ske, konstaterer Kurt Larsen.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
3 år siden

2maternity