
Cykelrytteren Chris Anker Sørensen har med kort varsel meldt afbud til sponsorarrangementet onsdag den 4. november på Nordsøen. Han måtte melde afbud, fordi han skulle møde sit nye cykelhold i Luxembourg.
Til gengæld er det lykkedes for sponsorchef Per Bach Nielsen at få fat i en mildt sagt fuldgod erstatning, da han med endnu kortere varsel har fået selveste Jesper Skibby til at komme for at træde til i stedet for Chris Anker Sørensen.
Jesper Skibby er kendt for sin tidligere karriere som professionel cykelrytter og var op gennem 90’erne en af Danmarks største cykelhelte. Han er den dansker, der besidder rekorden i at have deltaget i Tour de France flest gange. Han er også den eneste dansker, som har vundet etaper i elle de tre største løb Vuelta a Espana, Giro d’Italia og Tour de France.
I sine foredrag beretter Jesper Skibby om et liv, som har været anderledes på alle måder. Han fortæller ærligt om sin opvækst, der var præget af kærlighedsløs opdragelse, hvor han fra barnsben lærte, at det var resultater, som talte. Han kommer også ind på det enorme pres, han levede under, som til sidst udløste en mangeårigt dopingmisbrug.
Ved deadline for tilmelding mandag den 2. november var der 80 tilmeldte sponsorer, som heldigvis nu kan se frem til et ligeså interessant og underholdende foredrag som det tidligere annoncerede.
Sted: Nordsøen.
Tid: Onsdag den 4. november kl. 17.00 til 19.00.