Skarpt fokus på Hirtshals

Chris Poulsen bor i dag i Hjørring, men elsker ikke mindst som fotograf fortsat Hirtshals.

3115

Chris Poulsen bor i Hjørring, men er opvokset i Åbyen, hvilket betyder, at hans ungdom er foregået rigtig meget i og omkring Hirtshals.

– Jeg har altid haft en interesse for foto og grafisk design, men aldrig rigtig fået gjort noget ved det. Da coronavirussen virkelig ramte landet, og alt lukkede ned, også golfbanen, så måtte jeg jo virkelig finde på noget andet at lave, fortæller Chris Poulsen.

Golf er Chris Poulsens virkelig store hobby, men da banerne også lukkede hos Hirtshals Golfklub i Kjul, så var han ligesom slået hjem, for hvad skulle han nu få “lock-down” til at gå med?

Chris Poulsen er en endog særdeles god spiller hos Hirtshals Golfklub. Foto: Arkiv.

– Jeg pudsede derfor mit kamera af, og hoppede en tur på YouTube, for at finde ud af hvor man er i dag, sådan rent teknisk og foto-mæssigt. Købte mig ligeledes en drone og fik taget et flyvebevis. Via YouTube (med inputs fra nogle gode venner, med samme interesse) selvlærte jeg mig selv som “fotograf”. Og så tog det bare fart, fortæller Chris Poulsen.

Han fandt ud af, hvor afstressende det er for ham, bare at gå i naturen med kameraet og fange de gyldne områder og øjeblikke der er lige omkring os, hver eneste dag.

– Det kan lyde underligt, men der er bare et eller andet terapi ved at stå under en klar stjernehimmel ude på en mark kl. 01:30 om natten. Jeg interesserer mig mest for natur- og landskabsfotografering, samt øjeblikke fra hverdagen. Naturen og landskabet står dejlig stille, hvor det er mere udfordrende at fotografere mennesker, men interessen for portrætter, selskaber og så videre vinder mere og mere ind, så det bliver spændende, hvor denne hobby ender, uddyber Chris Poulsen.

Det spændende og interessante ved fotos er ifølge ham, at det bliver aldrig det samme, selvom stedet er det samme, og så kan det altid gøres bedre og anderledes. Samtidig kan det også gøres meget nørdet og teknisk, og det elsker han.

– Jeg elsker at være ved vandet, og områderne omkring Hirtshals, Lønstrup og Løkken, da jeg har brugt rigtig mange timer af mit liv på disse kanter, når jeg ikke var på golfbanen.

Billedet her er taget nede foran Hirtshals Fyr, tilføjer Chris Poulsen.

– Det, der fangede min interesse, er, at det jo udstråler en flot Hirtshals stemning i en smuk solnedgang, hvor der var godt ild i himlen, fastslår afslutningsvis fotografen med rødder i Åbyen.

Fremover vil fotografens smukke billeder fra tid til anden være at finde på FlaskePosten.nu.

Tjek også hans flotte fotos her: Chris Poulsen Photography.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments