
Torsdag den 11. januar kl. 19-21 i Bibliotekssalen i Metropol i Hjørring inviteres alle interesserede til at komme og høre mere om fejringen af byens 775 års jubilæum i 2018 som købstad.
-På mødet præsenteres rammen for jubilæet og alle der har lyst til at deltage i festligheder med sin forening, klub, band, kor eller andet opfordres til at møde op. Målet er at få så mange som muligt med i festlighederne, så jubilæet kan bruges til at vise mange af de ting, vi er stolte af i Hjørring, siger Hjørring Kommunes kulturkonsulent Leif Lund Jakobsen, der er jubilæumskoordinator.
Han fortæller, at jubilæet naturligvis skal fejres med et brag af en folkefest. Faktisk fejres det ikke kun med én fest, men med en ugelang JUBILÆUMS-FESTIVAL i påskeugen spækket med jubilæumsaktiviteter.
I 2018 er det 775 år siden at kong Erik Plovpenning gav startskuddet til Hjørrings udvikling som by og købstad. Han udstedte 31. marts 1243 købstadsprivilegier til Hjørring og sikrede dermed indbyggerne gunstige vilkår for handel og dermed byudvikling.
-Der er meget at være stolt i Hjørring – og det er netop temaet for købstadsjubilæet: Det vi er stolte af! For jubilæet bruges ikke kun til at kigge tilbage på historien, men også at se sammenhængen med nutiden og ikke mindst skue ud i fremtiden. Og på den måde rette fokus på vores identitet, det vi er fælles om, det vi er stolte af i Hjørring.
-Efter et vellykket borgermøde i sommers har en arbejdsgruppe fra kommunen sammen med en lang række frivillige arbejdet videre med idéerne fra sommermødet og udviklet en ramme for fejringen. En ramme, som alle interesserede kan byde ind i med arrangementer, oplyser kulturkonsulenten.
Kræfterne samles om en festivaluge fra den den 25. marts til den 1. april. Onsdag den 28.
marts kulminerer festlighederne med en stor folkefest i Hjørrings gader. Her inddrages flere
hundrede lokale som for eksempel ildsjæle, foreninger, studerende, ældrecentre, kor, bands, gymnastikforeninger, fodboldklubber, rideklubber, erhvervslivet og mange mange flere.
Alle er velkomne og opfordres til at kontakte de to jubilæumskoordinatorer for at være med. Kontakt oplysninger kan findes her.
Lørdag den 31. marts er selve årsdagen for byens jubilæum. Det markeres blandt andet med en formel jubilæumsgudstjeneste, historiske byvandringer og et særligt jubilæumsløb for store og små, unge og gamle, nybegyndere og garvede løbere.
Der kan også arrangeres jubilæumsaktiviteter på andre tidspunkter af året, men den ugelange jubilæumsfestival bliver kulminationen på fejringen, og der hvor arrangementerne først og fremmest placeres.
Læs mere på www.facebook.dk/hj775
Kontakt for yderligere oplysninger:
Kulturkonsulent Leif Lund Jakobsen
Jubilæumskoordinator, Hjørring Kommune
Tlf. 4122 4891
Mail: [email protected]
Dorte Reinholdt
Udviklings- og kommunikationskonsulent, Hjørring Kommune
Mail: [email protected]
Kilde: Hjørring Kommune






















































