Selvom Danmark er et forholdsvis lille land, kan der føles meget langt fra Nordjylland til Sjælland. Afstanden kan oven i købet nogen gange opleves endnu længere den anden vej, skriver TV2 Nord.
En ny undersøgelse viser, at næsten hver anden – nærmere bestemt 48 procent – af borgerne i Region Nordjylland føler, at befolkningen på den modsatte side af Storebælt ikke har en forståelse for dagligdagen i det nordjyske.
Hjørrings borgmester mener, at undersøgelsen i højere grad skal ses som et udtryk for en vis ’politikerskepsis’, end decideret ’sjællænderskepsis’. Ifølge Arne Boelt oplever nordjyderne, de er længere væk fra det politiske system, og det bliver i analysen oversat til, at sjællænderne ikke forstår dem.
– Jeg tror, man skal tage det her meget alvorligt, for ellers tror jeg, man får nogle stemmeresultater, som der er nogen ovre på Christiansborg, som vil blive meget kede af, for jeg tror, man begynder at stemme på yderfløjene, fordi man vil bare have noget lavet om nu, siger Arne Boelt (Socialdemokratiet).
Til sammenligning er de tilsvarende tal for Region Syddanmark og Midtjylland 29 og 31 procent.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.