Sjældne krognæb fra nord på besøg i Nordvestvendsyssel

I de allersidste dage af oktober kom en invasion af den store finke krognæb til Danmark nordfra. I dag kunne 3 fugle ses ved Halvejen i Hirtshals.

488

Krognæb er en stor finke, som lever nordpå fra det nordlige Skandinavien og ind igennem Sibiriens tajga. Med års mellemrum foretager krognæbbene invasioner sydpå, nok på grund af fødemangel nordpå. Netop i år har fuglekiggerne fra deres norske og svenske kolleger fået nys om, at en invasion gik ned gennem Skandinavien.

I den forløbne uge nåede krognæbbenes invasion så til Nordjylland, i første omgang Skagen. I går blev der set en fugl i Sindal, og i dag blev opdaget 3 fugle ved spejderhytten på Halvejen i Hirtshals. Der er tale om unge fugle, som endnu ikke har de voksne fugles farver. En udfarvet han er meget smuk karminrød.

Der er kun to tidligere registrerede fund fra Hjørring Kommune: 27/11 1981 1 han Uggerby Klitplantage. 5/11 1990 4 hanner Tornby Klitplantage. Så det er sjældne gæster, vi i disse dage har besøg af.

Vil man have en chance for at se fuglene, er det klogt at kigge efter i rønnebær-træer. Fuglene kan også godt lide frø fra ædelgran. De er ret tillidsfulde og bevæger sig rundt i grenene næsten som papegøjer. I forhold til vore egne finker som eksempelvis bogfinken, så er krognæbbene ret store og med en lang hale.

Alle fotos: Kurt Prentow. (Fotografen undskylder den lidt lave kvalitet af fotos med, at de er taget i det sidste eftermiddagslys på denne første novemberdag).

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Anders Østerby
5 år siden

De fotos fejler da ikke noget! Jeg satser på at finde dem igen i morgen…

john gleager
5 år siden

Flotte billeder
Var selv på Halvejen !