
Sisse Fisker er TV-vært, forfatter, foredragsholder og bestyrelsesformand. Lige nu er Sisse Fisker aktuel som forfatter til bogen Livets Opskrift.
Bogen giver opskriften på et langt og sundt liv – baseret på Sisses rejser til verdens fem Blue Zones, hvor mange bliver mere end 100 år. Oplevelserne er også blevet til tv-programmer, som er blevet sendt på DR1 i november og december 2015. Desuden holder Sisse også mange foredrag om emnet.
Sisse har stor erfaring som foredragsholder og konferencier og har været vært på flere pris-overrækkelser, både på TV og ude i virkeligheden. I 2015 har Sisse været vært på tv-programmerne Livets Opskrift, livsstils-serien Et Glimt af Danmark og på quizzen “Skat eller Skrammel” på DR1.
I 2014 blev hun sendt til tælling med en ryg-lidelse og blev sygemeldt og tvunget til at ligge stille gennem flere måneder. Heldigvis er hun vendt stærkt tilbage til hverdagen og arbejdet, og netop kampen for at komme tilbage og hvad hun har lært af sygdommen, holder hun også foredrag om.
Hun er født og opvokset i Tårs nær Hjørring i Nordjylland og har altid været en ivrig sportsudøver – spillet håndbold på højt plan, løbet adskillige marathonløb og cyklet til Paris to gange i en go’ sags tjeneste.
Sisse bruger meget af sin fritid på at lave frivilligt arbejde, der kommer syge børn til gode. Hun er mor til to drenge, som begge er blevet opereret som små, og derfor stiftede hun i 2014 SMILfonden, som holder fester for syge børn på danske hospitaler. Desuden er hun ambassadør for Ønskefonden, som opfylder ønsker for børn med livstruende sygdomme.
Fredag den 28. april kl. 18.30 er der så oven i købet formedelst 395 kroner gourmetmad og foredrag med Sisse Fisker på Fyrklit.
Der serveres en lækker foredragsmenu med mulighed for tilkøb af overnatning.
Bestil her: Fisker på Fyrklit