Børnene fra venskabsskolen i Nordenham ved Bremerhaven var under et nyligt besøg hos Sindal Skole indkvarteret to og to hos deres danske venner, hvilket var en stor succes for alle parter.
Der er derfor også i den forløbne uge blevet snakket rigtig meget tysk, engelsk og dansk samt formentlig en blanding af det hele rundt om i hjemmene, hvor forældrene venligt har stillet sig til rådighed for projektet.
– Både børn og voksne har fået øjnene op for vigtigheden af og glæden ved at kunne kommunikere på andet end dansk og engelsk. Som tysklærere håber vi naturligvis, at det vil styrke lysten til at engagere sig endnu mere i at lære tysk som 3. fremmedsprog, fortæller Helen Sørensen fra Sindal Skole.
Masser af læring undervejs med gæsterne fra Nordenham ved Bremerhaven.
– Vi har haft en herlig uge sammen, hvor de tyske børn blandt andet har deltaget i undervisningen i forskellige klasser på Sindal Skole. Derudover har vi været på udflugter, tilføjer Helen Sørensen.
For at bryde isen og lave noget sjovt sammen gik den første udflugt til Frederikshavn is-stadion, hvilket skabte grin, hygge, glæde og heldigvis kun et enkelt uheld. Efter et par timer på isen i den store nye hal, kage og juice, var det trætte børn med gode fællesoplevelser, der returnerede til Sindal.
Børnene fra Nordenham ved Bremerhaven og Sindal Skole på toppen af Danmark.
Onsdag efter endt undervisning gik turen til toppen af Danmark, hvor børn og voksne med Sandormen blev bragt helt derud, hvor to have mødes. Solen skinnede, hvilket var med til at forbedre oplevelsen af at stå på det yderste af kontinentet.
Der blev selvfølgelig også tid til et besøg på Nordsøen Oceanarium.
En stor attraktion er i sagens natur Nordsøen Oceanarium, som gæster og værter besøgte om torsdagen. Klumpfisk, hajer, rokker, sæler og alt andet fra Nordsøen blev grundig studeret og fotograferet.
Besøget sluttede af med, at de tyske børn torsdag aften deltog i Sindal Skoles årlige skolefest. De var meget imponerede af alt det der foregik, nød at komme omkring på skolen for at deltage i de forskellige aktiviteter, og derudover blev der naturligvis indtaget en stor mængde kage, slik, sodavand og hvad der nu ellers hører til festlighederne.
Mange af gæstebørnene har, efter skoletid, også deltaget i de danske børns fritidsaktiviteter blandt andet ridning, svømning og floor-ball
De tyske lærere, som var med børnene, har ligeledes været privat indkvarteret, så det er ikke kun eleverne, der er blevet sprogligt opgraderede i ugens løb
Efter en fantastisk uge tog værterne fredag morgen afsked med en flok glade børn, som med nye danske venner, både i virkeligheden og på de sociale medier, drog sydover med en masse oplevelser i bagagen.
– Vi glæder os til gensynet i Nordenham i september, slutter Helen Sørensen.