Sindal indvier et af verdens mest miljøvenlige kraftvarmeværker

I en tid, hvor miljø- og klimadebatten er på manges læber, går Sindal Varmeforsyning forrest og tager et af verdens mest miljøvenlige kraftvarmeværker i brug.

210

Det avancerede, danskudviklede anlæg sætter nye standarder for biomasse-varmeværker. Det skal producere 5 MW varme og 800 kW el på flis, haveaffald og andre alternative brændsler, og anlægget er CO2-neutralt.

Energiministeren indvier 15. september kl. 11.00
Sindal Varmeforsynings nye innovative kraftvarmeværk har kostet 65 mio. kr. Det er støttet af Energistyrelsens Udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP) samt Forsknings- og Innovationsstyrelsen, og når værket indvies på Gutenbergvej, lørdag 15. september kl. 11.00, deltager energiminister Lars Chr. Lilleholt. Han vil tale om værkets nyskabende teknologi, ligesom formanden for Energistyrelsens Udviklings- og demonstrationsprogram, Thea Larsen, holder tale, og Hjørrings Kommunes borgmester Arne Boelt fortæller om kommunens rolle i den grønne omstilling.

Klar til fyringssæsonen 2018/2019
Anlægget i Sindal er leveret af danske Dall Energy, og første spadestik blev taget maj 2017. Formand for Sindal Varmeforsyning, Bjarne Christensen, er rigtig godt tilfreds med, at kraftvarmeværket står klar til fyringssæsonen 2018/2019, hvor den avancerede og fleksible biomasse-ovn kommer til at producere både el og varme til fjernvarmekunderne – i stedet for det oprindelige naturgasfyrede kraftvarmeanlæg.

Stabile varmepriser i Sindal
– Fra 2019 er det ikke længere rentabelt at benytte naturgas til kraftvarme, og derfor har vi brugt en del år på at undersøge markedet for et nyt anlæg, der skal erstatte vores gamle naturgasfyrede anlæg. Med det nye anlæg, der er et af verdens mest miljøvenlige, kan vi holde varmepriserne stabile, og det er ikke umuligt, at vores brugere også på sigt kan få lavere varmepriser, siger Bjarne Christensen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments