Nedtælling til Årets Sild 2019

Kåringen af Årets Sild, som finder sted søndag på Nordsøen Oceanarium, er en konkurrence arrangeret af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Oceanarium og sponsoreret af Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

331

Kokke og restauranter konkurrerer ved eventen Årets Sild søndag den 7. april kl. 12 til 15.15 på Nordsøen Oceanarium. Her handler det som bekendt om at lave den bedste sild og samtidig at højne sildens status.

Vinderen kåres af et kompetent dommerpanel og publikum, så den marinerede sild afspejler både nyskabelse, håndværk og velsmag. Årets Sild kårer den bedste, mest smagsintense, balancerede eller traditionsudbyggende marinerede sild serveret som smørrebrød.

Sammen med konkurrencen præsenteres også Årets Bjesk, som fremstilles i samarbejde med De Danske Spritfabrikker. Der er også stolte traditioner bag fremstillingen af bjesk. Enhver har sin egen opskrift, men legendariske Signe Hansen slog alle i sin iver og mangfoldige bjeskfremstilling. I dag videreføres hendes arv af Hirtshals Museum og De Danske Spritfabrikker i samarbejde. Vindersilden skal tage udgangspunkt i Årets Bjesk 2019 og skal kunne nydes sammen med denne.

Konkurrencens foreløbige deltagere er Restaurant Lilleheden i Hirtshals, Smørgåsen fra Frederikshavn, Kähler Spisesalon fra Aarhus, Remouladen fra Vejle, H.O.S. fra Odense og fra København Restaurant Selma og Restaurant Palægade og Restaurant Almanak. Som noget nyt, så deltager en af Nordens største kantinedriftsselskaber – Fazer Food Service også i konkurrencen.

Dommerpanelet består i øjeblikket af Adam Aamann kendt fra Madmagasinet, Bo Jacobsen og Thorsten Schmidt højt anerkendte restauratører og dommere, som også er dommere ved vores Local Cooking konkurrence under Hirtshals Fiskefestival. Madanmelder hos Politiken og redaktionschef på DR2, Lærke Kløvedal, udviklingschef hos EUC-Nord Dennis Kindberg og formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation Fridi Magnusen. Panelet består normalt af 6-7 personer.

Baggrunden for kåringen af Årets Sild:

Årets Sild tager udgangspunkt i den gamle velprøvede modningsproces, hvor fiskens udgangskvalitet, saltningen og tid, tid og mere tid, giver den maksimale smagsdybde.

Konkurrencen ærer på den måde den hævdvundne metode, ikke så meget fordi metoden er traditionel, men fordi det ganske enkelt er den bedste. Fiskens hoved og indvolde fjernes og den hele fisk lægges i lag med salt. Modningen tager typisk et halvt år hvor smagen udvikles og fiskens fasthed stiger.

Selve kåringen af Årets Sild i Hirtshals har en lang historie bag sig. Kåringen har fundet sted i mere end 20 år. Hvert år findes vinderen blandt de deltagende restauranter, der alle kommer med deres forslag til Årets Sild.

Efter konkurrencen skal den vindende marinerede sild tilpasses produktionsforholdene hos en moderne fiskevirksomhed før den kan sendes ud til forbrugerne. Årets Sild produceres af Kattegat Seafood i Hirtshals.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments