Sidste chance for at opleve Ole Skovsmose og Sólvá Gunnarsson

På Galleri Tornby i Tversted kan man frem til og med den 4. oktober opleve flot og spændende billedkunst af danske Ole Skovsmose og færøske Sólvá Gunnarsson.

31

Galleri Tornby i Tversted har alle interesserede siden ferniseringen søndag den 20. september haft mulighed for at opleve flot og spændende billedkunst af danske Ole Skovsmose og færøske Sólvá Gunnarsson.

Ole Skovsmose der det meste af året bor i Brasilien, og nogle måneder i sit hus i Skørping, er en ægte kunstmaler, der elsker at lege med farverne og udtrykket i en god blanding af samba og folkedans. Hans udstilling på Galleri Tornby hedder HVERSDAGSSMILET – OG ANDRE FORTÆLLINGER.

Sólvá Gunnarsson maler færøske motiver med masser af dramatik og stærke farver, fra det næsten naturalistiske til fuld abstrakt.

Foruden denne flotte udstilling, vil der også være skulpturer og malerier af kendte- og nye kunstnere, der er kommet til her i 2015, og galleriejeren forsikrer, at der virkelig er noget at køre efter.

Udstillingen med Ole Skovsmose og Sólvá Gunnarsson kan opleves til og med den 4. oktober. Mere info via www.galleritornby.dk

Galleriet holder åbent kl. 13 – 17 alle lørdage og søndage i hele udstillingsperioden samt ved henv. på tlf.nr. +45 24 89 72 62 og +45 22 55 47 74.

Kort om kunstnerne:

Ole Skovsmose er født i Hjørring. Han gik på Østre Skole, hvor han ”tog realen med”. Lærereksamen fra Hjørring Seminarium. Derefter blev han Cand. Mag fra Københavns universitet, Ph.D. fra Danmarks Lærerhøjskole og Dr. Scient. fra Aalborg Universitet. Han har udstillet i flere lande på museer og gallerier.
Ole Skovsmose fortæller:
”Når jeg maler digter jeg mig ind i et univers af fortællinger. De handler om forhåbninger, længsel, usikkerhed, og kærlighed. De handler også om følelser, der ikke kan sættes ord på.”
”Jeg ser ansigter som landskaber og som uforudsigelige fortællinger. Jeg har fulgt ansigter i lys og i skygge, og rundt mellem følelser i alle farver.”
”Nogle af fortællingerne handler om det smil der kommer indefra – når man mindes, når man tænker fremad, når man forestiller sig. Jeg har hæftet mig ved stille hverdagssmil, ikke det der hører til fester og fotografering.”
”Jeg opholder mig dels i Brasilien og dels i Danmark. Det er et vekselliv der rummer mange glæder. Jeg har ikke nogen bestemt deling mellem de maleriprojekter der hører til i Danmark, og de der hører til i Brasilien. Men lyset og stemningen gør en forskel.”

Sólvá Gunnarsson Olsen, færøsk billedkunstner på fuld tid.
Sólvá Gunnarsson Olsen, er født og opvokset på Færøerne, men har boet i en menneskealder i Danmark. Sólvá maler, fordi hun bare ikke kan lade være.
Hendes billedkunst er oftest inspireret af den færøske natur, lyset, mørket og nordlyset. Billederne er ofte abstrakte i stærke farver, iblandet havets dybder og de mørke klippers jordnære virkelighed. De små huse der ofte ses på Sólv´s billeder, giver hende tryghed og god fornemmelse i maven, og er samtidig pejlingspunkt for det storslåede landskab, der ligger smukt i ”baghaven”.
Sólvá har fra 1992 til 1999 modtaget undervisning hos multikunstneren
Baukja Zijlstra og har afsluttet med afgangscensur i billedgestalt.
Sólvá har udstillet mange steder, også på censurerede udstillinger.
Hun er medlem af BRA og Gaias Børn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments