NÅR DAGEN GRYER, ER ALT DET HER ET OVERSTÅET KAPITEL
Rapport fra Vandlandet. Dag 17.
Vi kan tage hjem. Myndighederne har givet op. Jeg tror, det må være tyskernes flugt og udbruddet i Herning, der har gjort udslaget. Personligt har jeg ikke travlt med at komme afsted. Mediedækningen fylder mig med ubehag. Tabloidpressen er her. De skriver det ikke ligefremt, men formålet er klart. Deres læsere skal vide, hvem vi er. Vi er de befængte. De uønskede. Vores naboer vil se på os med frygt og afsky.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Betinna Andersen tog afsked med Oberst Aulum. Hun havde en let murren i halsen, faktisk havde hun haft det et par dage. Hun havde spurgt lægen, om det var forsvarligt, at hun tog hjem til sin familie. Han podede hende for en sikkerhed skyld. Streptokokker. En god gammeldags halsbetændelse. Hvornår havde sådan en sidst været gode nyheder? Obersten ønskede hende god bedring og hilste farvel med et lidt drenget honnør.
Kresten ville have pigerne sendt hjem, og det kunne kun gå for langsomt. Bestyrelsesformanden var fuldkommen enig. Der var en ikke ubetydelig risiko for, at de thailandske myndigheder ville sætte sig på bagbenene, hvis de blev opmærksomme på, at pigerne alt andet lige var smittebærere. Kresten bookede uden problemer et fly gennem Thai Airways hovedkontor i Bangkok. Det var straks sværere at finde en vognmand, der ville køre dem til lufthavnen. Bjarne hang i mobilen den halve dag, men der var ikke noget at gøre. Søndervig var blacklistet. En af vognmændene sagde det lige ud. Hvem ved sine fulde fem vil risikere at få sine busser inficeret? Og ja, Bjarne kunne godt følge manden. Alene rygtet om at et givent selskab havde kørt for Vandlandet, ville være nok til, at kunderne valgte det fra. Ikke desto mindre føltes det absurd, at det at transportere 200 piger 90 kilometer skulle være et problem i den første verden.
Bjarne resignerede og foreslog, at de henvendte sig til myndighederne. Argumenterede med, at det også var i deres interesse, at pigerne ikke strandede her. Kresten var ikke enig.
»Nixen bixen brormand. Hvis der er en ting, jeg har lært af det her, så er det, at myndighederne tænker med røven. Vi køber sgu bare en bus. Find et gammelt lig, så er den ged barberet.«
Betinna Andersen var indkaldt til en uformel evaluering af forløbet i Søndervig. Var hun nervøs? Ja, en smule. Uanset hvad havde hun en følelse af at skulle stå til regnskab. Men hvad havde hun egentlig at være nervøs for? Hun havde jo bare omsat Akutberedskabets vilje til virkelighed. Det var ikke hendes skyld, at smitten havde spredt sig.
Betinna Andersen spottede hende bakterieforskeren fra nyhederne bagerst i mødelokalet. Hun kantede sig ned og præsenterede sig.
»Kan vi lige veksle et par ord, inden det går i gang?«
Louise Munch følte et mildt ubehag. Betinna Andersens øjne var blanke. Håndtrykket føltes klamt og lidt for lunt. Hun havde faktisk slet ikke lyst til at tale med denne kvinde. Hun ville bare ud på toilettet og få sprittet hænderne af. Det febrile blik skræmte hende. Hvorfor i al verden havde hun givet hende hånden? Så spurgte Betinna Andersen, om hun syntes, det var en fejltagelse, at man ikke havde opretholdt interneringen.
Louise Munch smilede anstrengt.
»Det ville ikke have gjort den store forskel. I hvert fald ikke rent statistisk. Bakterien havde jo alligevel spredt sig.«
Rent mentalt stod Louise Munch allerede og sprittede hænderne af ude på toilettet.
Siden tænkte Bjarne, at han måske burde have fattet mistanke, da Kresten insisterede på at køre det sidste læs piger til lufthavnen selv. Men han havde bare troet, at Kresten ville sikre sig, at de kom godt afsted. Selv havde han fået lov til at blive boende i Vandlandet. Indtil videre. Advokaterne anede ikke, hvad de skulle stille op med alle de inficerede bygninger. 500 inficerede ferieboliger, det var noget af en klat. Og hvad med selve Vandlandet? Det havde jo kostet vanvittigt mange penge at etablere.
Han havde opgivet at få fat i Kresten over mobilen. Han svarede heller ikke på mails. Tænk at have en bror, der var eftersøgt gennem Interpol. Kresten havde lænset kassen. Begået underslæb. Den havde han lige godt nok ikke set komme. Krestens kone havde heller ikke hørt fra ham, og nu skulle villaen på tvangs. Det var sgu synd for hende. Han spekulerede en del over, om Kresten var sammen med hende Idunn. Det kunne selvfølgelig være lige meget, og så alligevel ikke. Kresten havde med garanti planer om at starte på en frisk. Var sikkert på udkik efter en bar eller et lille hotel tæt ved stranden. Hvorfor havde han ikke sagt noget? Hvorfor havde han efterladt ham her? Hvorfor havde han ikke spurgt, om han ville med? Han var jo hans bror for fanden.
Til Rette vedkommende
Nu er det seks uger siden, de lod os rejse. Epidemien har godt fat i det meste af Nordeuropa. De har spærret alle pas i alperne. Som om det skulle hjælpe. Latterligt. Ja, idiotisk. Samme fejlslagende strategi, blot i en større skala.
Her er så tomt. Tomt og stille. Væggene taler ikke til mig. De stirrer. Fulde af minder om Inge. Hun kommer ikke tilbage. Det er svært at forstå. Måske er det slet ikke meningen, at man skal. Jesper nægter at se mig. Jeg orker ikke mere. Det er så udsigtsløst. Da jeg kom hjem, lå huset i ruiner. Håndværkerne var simpelthen stukket af midt i det hele. Gulvet i køkkenet er et hul i jorden. Jeg magter ikke at forholde mig til det. De nye køkkenelementer står ude i carporten. Står og går til. Der er fugt i luften. Pappet er i opløsning. Men det kan være det samme. Jeg orker ikke mere, al denne modgang. Polakkerne tog fjernsynet, som betaling for alt det de har brudt ned. Og opvaskemaskinen. Ynkeligt, den var næsten ti år gammel. Jeg har forsøgt at få nogen af de lokale til at forsætte, hvor polakkerne slap. Men det er umuligt. Folk undgår mig. Sender hadefulde blikke. Butikkerne i Søndervig har sat skilte op. ’Ingen adgang for smittebærere’. Det er ulovligt, men myndighederne lader det passere. Det kan for øvrigt være lige meget nu. Det hele kan være lige meget. Dagen efter jeg kom hjem, var der nogen, der havde malet ”smittebærer” på gavlen. Jeg har malet det over et utal af gange, men næste morgen er det der igen. Hvad vil de? Hvem de vil advare? Alle i byen ved, at jeg er en af de uønskede. En af dem man skal undgå. Måske forsøger de at skræmme mig væk. I så fald kan de glæde sig. Jeg har åbnet den flaske, vi havde gemt til en særlig lejlighed. Vores Pomerol 2005. Samlet, hvad huset gemte af piller. Når dagen gryer, er alt det her et overstået kapitel.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Link til forrige afsnit
