Shuttle Bus indsættes mellem Blokhus og Løkken

Fra den 14. juli og tre uger frem er det muligt at køre med Shuttle Bus mellem Blokhus og Løkken. Undervejs på ruten formidles lokale fortællinger om områderne, så passagerene får transport og oplevelse i én.

154
Sandormen

Blokhus-Løkken er udpeget som et destinationsudviklingsområde med særligt vækstpotentiale, og målsætningen er at udvikle Blokhus og Løkken til et sammenhængende og attraktivt resortområde.

I den forbindelse skydes et nyt forsøgsprojekt med en Shuttle Bus i gang, så turister og lokale lettere kan bevæge sig mellem Blokhus og Løkken. For at give passagerene en særlig oplevelse, vil de undervejs på ruten blive præsenteret for lokale fortællinger om områderne:

– Shuttle-kørslen handler ikke kun om at komme fra A til B, men skal også være en oplevelse. Undervejs får man fortællinger om de forskellige lokalområder, der passeres; om bunkerne, fiskeriet og skudetransporten, siger vækstchef i Vækst Jammerbugt, Anders Stryhn.

Den lokale aktør Andreas Hove har længe leget med tanken om en transport mellem Blokhus og Løkken. Han er derfor også begejstret for Shuttle Bussen og drømmer om at skabe glæde blandt gæsterne i Blokhus og Løkken:

– Som mange ved, har jeg for tre år siden søgt om tilladelse til et lignende projekt. Dengang lykkedes det desværre ikke, og derfor er jeg ekstra glad for at være en del af projektet i dag. Jeg glæder mig til at formidle den lokale historie og give folk en oplevelse med i rygsækken, udtaler Andreas Hove.

Et visionært samarbejde mellem virksomheder, Vækst Jammerbugt og Turismeudvikling Hjørring har gjort det hele muligt:

– En af vores hovedopgaver er, at realisere vækstambitionerne for resortområde Blokhus-Løkken. Vi kommer til at igangsætte et antal projekter, som har det til fælles, at de skal styrke oplevelser langs hele Vestkysten, siger Anna Oosterhof, turismeudviklingschef i Turismeudvikling Hjørring.

Blokhus og Løkken er forbundet af den brede, hvide sandstrand, som er omkring 15 kilometer lang. Det unikke ved denne strækning er, at der er færdselsret på stranden hele vejen fra Rødhus i syd til Løkken i nord. Shuttle Bussen består af en traktor med vogn og kører langs stranden fra den 14. juli til og med den 4. august.

Der er tre afgange dagligt fra hver af de to endestationer med stop i henholdsvis Blokhus, Saltum, Grønhøj og Løkken. Prisen for en enkelt billet er 40 kr.

FAKTA:

  • Shuttlebussen kører fra d. 14. juli 2018- 4. august 2018
  • Shuttlebussen består af en traktor med vogn
  • Ruten er 15 km og løber langs stranden
  • Lokale fortællinger formidles undervejs
  • 3 afgange dagligt fra de to endestationer Blokhus og Løkken
  • Der er stop undervejs i Blokhus – Saltum – Grønhøj – Løkken
  • Billetpris: kr. 40 for en enkeltbillet
  • Billetter købes direkte hos chaufføren, der kan betales kontant og med MobilePay
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments