Der kommer yderligere 23 glædelige beskeder om optagelse på pædagoguddannelsen i indbakken hos de studiesøgende til sommer.
Professionshøjskolen UCN har nemlig fået godkendelse til at øge optaget på Nordjyllands største uddannelse.
Sidste år fik knap 400 studiesøgende afslag på drømmestudiet i form af pædagoguddannelsen hos UCN, så det bliver ikke svært at fylde de 23 ekstra pladser, som er gældende fra sommerens optag.
– Vi har valgt at fordele pladserne, så der bliver flest nye pladser på studiet i Aalborg, ligesom der også bliver lidt flere pladser i Hjørring, end vi har haft til rådighed i år. Det er først og fremmest baseret på, hvor vi har praktikpladser til rådighed for de studerende, siger Anne Krogh, uddannelseschef på pædagoguddannelsen hos UCN.
Det er KKR Nordjylland, som er et samarbejde mellem kommunalbestyrelserne i de 11 nordjyske kommuner, der indstiller til dimensionering af pædagoguddannelsen til ministeriet. Det er dem, der har givet UCN tilladelse til at optage flere fra studieåret 2019/2020.
Det skyldes dels et stigende børnetal og dels fremskrivninger, der peger på, at der er risiko for mangel på pædagoger inden for få år. Allerede nu er der lav ledighed blandt pædagoger i Nordjylland.
– Vi kan se en udvikling i retning af, at pædagogerne bliver efterspurgt inden for andre områder end de klassiske arbejdsområder. Vi kan blandt andet se, at stadig flere pædagoger får arbejde i ældresektoren, hvor man har gode erfaringer med at have pædagogiske kompetencer sideløbende med plejepersonalet, siger Anne Krogh.
Hun fremhæver også forventninger til flere pædagoger i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.
PÆDAGOGUDDANNELSEN PÅ UCN I TAL
- Godt 1.600 studerende læser til pædagog på UCN fordelt på de tre campusser i Aalborg, Hjørring og Thisted, hvilket gør studiet til det største i Nordjylland målt på antallet af studerende.
- I 2018 var der plads til 469, men 845 havde uddannelsen som sit højeste ønske. Mere end 1.500 ansøgere søgte ind på uddannelsen, hvis man tæller alle prioriteter med.
- De 23 ekstra pladser forventes at blive fordelt med 17 i Aalborg og 6 i Hjørring.
- I perioden fra 2015 til 2017 blev pædagoguddannelsen neddimensioneret med 10 procent svarende til 45 pladser.
- Fristen for at ansøge om optagelse på studiet er 15. marts klokken 12.00 via kvote 2 og 5. juli klokken 12.00 via kvote 1.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.