Et sejlskib og et handelsskib kolliderede natten til fredag omkring klokken 02:20 i Skagerak, cirka 15 sømil nordvest for Skagen. Det oplyser den vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter.
Det var handelsskibet, der sejlede ind i sejlbåden og efter kollisionen sejlede handelsskibet videre. Sammenstødet blev dog observeret af et andet skib, der lagde sig op til sejlskibet og sikrede at alle ombord var okay hvorefter de assisterede med at få kontaktet Forsvaret.
– Vi fik kontakt til Skagen Redningsstation og fik begge redningsbåde sendt ud til havaristen. Besætningen fik vi ombord på den hurtigtsejlende redningsbåd og så lod vi redningsskibet Lars Kruse bugsere sejlskibet til Skagen, fortæller den vagthavende officer.
Klokken 9 er både besætning og sejlskib sikkert i havn i Skagen.
Kan ikke forfølge sagen
Forsvarets Operationscenter har fredag morgen ingen mulighed for at tage kontakt til handelsskibet, der påsejlede sejlskibet. Kollissionen skete nemlig på kanten af dansk farvand og kort tid efter sammenstødet befandt handelsskibet sig i norsk farvand.
– Og så har vi ikke jurisdiktion til at kontakte skibet, så nu overgiver vi alle oplysninger om sagen til politiet og Søfartsstyrelsen.
Kilde: TV2 Nord.