SBK i topkamp hjemme i Sindal

Sindal Billard Klubs hold i 3. division har på hjemmebane spillet mod BK Fluen fra Aarhus.

52

SBKs hold i 3. division har på hjemmebane spillet mod BK Fluen fra Aarhus. Resultatet blev en meget flot sejr på 6-2.

Casper B. Caspersen (12,35) leverede en indsats på det jævne. Langt hen i spillet havde han derfor sine muligheder. Da afgørelsen nærmede sig, tabte han desværre pusten. Således måtte han sluttelig indkassere et lille nederlag.

Michael Fischer (22,72) fik en meget blød start. Modstanderen trak fra, og skabte sig efterhånden et solidt forspring. Der blev dog fightet godt for sagen, og med en serie på 194 blev det forsømte mere end indhentet. Herfra var han ovenpå, og på mesterlig vis styrede han skuden sikkert i havn. Altså en rigtig god arbejdssejr.

Jens Kallehauge (33,33) strøg i hastigt tempo ud af startblokken. Med en udlægsserie på 148 satte han på det nærmeste allerede modstanderen skak mat. Herfra var der faktisk kun en spiller på banen. Fuld koncentration blev bevaret. Autopiloten blev sat på cruize control. Slutfacit blev således at han uden sværdslag kunne trille en meget overlegen sejr i hus.

Jesper Holmberg (45,45) var lidt mere moderat i sin fremfærd. Alligevel satte han sig fra start tungt på opgøret. Afstanden blev  hele tiden øget. Da modstanderen ikke havde nogle modtræk her imod, stod det hurtigt bøjet i neon at det ville blive spil til et mål. Den gode indsats blev da også sluttelig omsat til en overordentlig sikker sejr.

Med den flotte sejr kravlede holdet en plads op i tabellen, og er nu på den øjeblikkelige andenplads. Aars, der har spillet en kamp mere, fører rækken med et enkelt point.

Serie 3 hold 1 har på udebane spillet mod Tårs 3.

Resultatet blev uafgjort 4-4.

Thorvald Jørgensen (3,69) havde ikke det sædvanlige glid over spillet. Således kom han hurtigt bagud. At være i den jagtende rolle, passede ikke til det rolige spil, og da han nødtvungen måtte øge kadancen kom usikkerheden endnu mere frem i lyset. Således endte det hele med et ordentligt nederlag.

Poul Erik Thomsen (5,47) ydede en meget stabil indsats. Konstant blev der scoret point. Dette bragte ham hurtigt på rette vej. Uden de store bump undervejs kunne han således sluttelig trille en meget flot sejr i hus.

Hans Chr. Jørgensen (3,40) levede ikke op til daglig standard, hvorfor han meget hurtigt kom ud i et kraftigt stormvejr. Hårdt presset var han tvunget til at forsøge noget alternativt. Han fandt bare aldrig det rigtige værktøj hertil. Således måtte han sluttelig tage til takke med en ordentlig lektion. Altså et mega stort nederlag efter en meget flad indsats.

Poul H. Pedersen (8,44) havde fået samlet materiellet korrekt. Således var han fra start klar til at jagte sejren. Koncentrationen blomstrede og alt gik efterhånden op i en højere enhed. Pointene kom på stribe, og modstanderen blev tappet for energi. Ret tidligt i opgøret var kursen således sat. Facit blev da også en mega stor sejr efter en indsats af de bedre.

Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Hjallerup 2.

Resultatet blev en knusende stor sejr på 7-1.

Torkil Molsen (3,51) fik ikke meget modstand. Uden de store sværdslag kunne han således, efter en indsats lidt over middel, sikre sig en meget flot sejr.

Frank Pedersen (5,69) leverede en yderst koncentreret indsats. Modstanderen pressede på, men alle angreb blev på fornem vis neutraliseret. Således endte det med en smal men sikker sejr.

Thorvald Jørgensen (4,00) førte valgkamp, og således havde tankerne ikke alene fokus på billardspillet. Modstanderen var heldigvis heller ikke skarp i replikken. Herved kunne han på en billig baggrund føre sig frem som en hund i et spil kegler. Med en indsats under daglig standard kunne han således sluttelig trille en sikker sejr i hus.

Ulrik Nielsen (8,86) leverede en brag af en indsats. Modstanderen havde også syvmilestøvlerne på. Opgøret blev derfor både velspillet og særdeles spændende. Hårde slag blev udkæmpet, men absolut ingen af aktørerne ville give sig bare en tomme. Close race holdt sig således helt til målstregen. Målfoto kunne ikke give en afgørelse, så det var derfor meget passende at dysten endte uafgjort.

2-mands hold 1 har på udebane spillet mod Tårs 2.

Resultatet blev uafgjort 2-2.

Bo Engmann (6,35) fandt aldrig melodien i spillet. Efter en indsats langt under niveau, måtte han således indkassere et uhyggeligt stort nederlag.

Casper B. Caspersen (16,58) spillede på de fine strenge. Indgang efter indgang øgede han bare afstanden. Sluttelig blev den meget flotte indsats da også omsat til en mega stor og meget flot sejr.

Ligeledes i 2-mands har Team Østerlund på udebane spillet mod ABK 31, Aalborg.

Resultatet blev et lille nederlag på 0-4.

Egon Jørgensen (4,86) ydede rigtig god modstand. Langt henne i opgøret havde han sine gyldne muligheder, men et alvorligt kiks på opløbssiden blev i sidste ende meget dyrt. Modstanderen udnyttede nemlig straks det gode tilbud. Slutfacit blev således et meget smalt nederlag.

Michael Fischer (12,72) havde ikke fået smurt kuglelejerne med den rigtige olie. Således knagede det voldsomt i nakkehvirvlen. Denne gene indvirkede meget på udførelsen af spillet. Sluttelig måtte han efter en indsats langt under middel da også lade sig notere for et uhyggelig stort nederlag.

SBK har holdt julefrokost med 35 deltagere. julemaden var traditionen tro leveret fra SuperBrugsen. Deltagerne var meget feststemte, så de rigtige rammer for en vellykket aften var absolut til stede. Der var gode indslag, blandt andet sang turneringslederen solo. Der var taler.  Der var amerikansk lotteri  og der blev sunget mange julesange. Helt sikkert en aften der er med til at skabe et godt socialt sammenhold i klubben.

Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside ww.sindalbillard.dk  sikkert også kan give dig yderligere oplysninger om kommende kampe. Her kan du tillige finde nyttige informationer om klubbens øvrige aktiviteter

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments