Sara Dommerby Toft: Krænkelseskulturen er en trussel

Af Sara Dommerby Toft

Sognepræst
Tornby

Humor er en vigtig ting i de fleste folks liv. Der er ikke noget så befriende som at kunne give sig hen i latter – særligt ikke, hvis man deler latteren med folk om noget, man er fælles om og ikke bare griner ad andre.

Særligt holder jeg af, når folk har overskud til at være selvironiske. Vi kender det alle: Hvis man møder én, der er så vigtig, at han ikke kan grine ad sig selv, så skaber det afstand, og man reagerer enten med at miste lidt respekt eller være lidt bange for at træde vedkommende over tæerne. Hvis man derimod møder et menneske, der er den første til at le, når han glider i en bananskræl, så kan man meget nemmere håndtere situationen som tilskuer.

Men der er en god grund til at folk ikke altid kan grine ad sig selv. Og allerede her ser vi humorens dobbelte væsen. For lige så befriende og samlende det kan være at more sig sammen, lige så ødelæggende og udstødende kan humoren bruges. Der er næsten ikke noget værre end at blive grinet ad. Jeg tror f.eks., de fleste børn hellere vil have en blodtud end at blive grinet ad i skolegården. For intet er så skamfuldt og pinligt som at blive peget ud som kikset og grim og mærke folks hvisken og fnisen eller endnu værre åbenlyse grin over ens person. Det kan ødelægge ethvert menneske.

På et højere plan kan humoren også bruges som det, der binder et folk sammen, men samtidig skammer en hel befolkningsgruppe ud.

Da jeg var lille i 80’erne, fortalte man vitser. Vi fortalte vitser om århusianerne. Jeg anede ikke, hvem de var og forbandt slet ikke dem, jeg selv kaldte for ”årsjanerne” med byen Aarhus, men jeg kunne regne ud, at de måtte være enormt dumme, for de kastede deres leverpostejsmadder op i luften for at få sky på og gik med klap for øjet for at spare på
lyset.

Århusianervitser virker på den ene side samlende, for det samler alle andre end folk fra Aarhus om at være hurtigere og kvikkere end dem fra Aarhus, men de stigmatiserer samtidig alle, der kommer fra Aarhus. Dog på en temmelig uskyldig måde i forhold til hvis der nu var tale om en mere sårbar og specifik gruppe, som fx jøderne. For når man ikke nøjes med at grine (kærligt) ad en befolkningsgruppe, men kombinerer jokes med chikane og forfølgelse, er det sjove ikke længere sjovt men dybt alvorligt og farligt.

Af samme grund tror jeg der er mange, der har det lidt svært med blondinevitser, for bag det smørrede grin over blondiners dumhed, ligger en virkelighed, hvor ikke så få kvinder gennem tiden er blevet både undertrykt og misbrugt af folk, der i bund og grund ikke respekterede dem som ligeværdige mennesker.

For det gælder for al humor, at hvis man ikke beholder respekten og samhørigheden med den, man gør grin med, så er humoren dybt skadelig og et farligt og ukontrollabelt våben.

Og det leder frem til det næste niveau, som humoren kan virke på. Nemlig i forhold til magthaverne.

Man kan kende ethvert diktatur på, at man ikke må gøre nar af toppen. Hverken Hitler eller Stalin tolererede politisk satire. Men de brugte til gengæld satire – med fx propagandategninger af deres fjender, for at samle folket og sætte det i opposition til de fjender, de gerne ville bekæmpe. Mange kender nazisternes tegninger af jøderne som pengegriske mennesker med alt for store næser og en pengesæk på ryggen. I Sovjet brugte man også tegninger til at skildre hovedfjenden, nemlig den onde kapitalist, der som en anden edderkop sidder midt i sit spind og æder alle, der falder i nettet. Men sagen var, at de kommunistiske magthavere hurtigt kom til at ligne deres egen parodi på den onde kapitalist, der udnyttede de svage for at øge magt og rigdom i toppen.

Et nutidigt eksempel på censur af politisk satire findes i Kina, hvor det nu ikke længere er tilladt at poste billeder af Peter Plys, da den lille søde og dumme bjørn har en (udelukkende ydre) lighed med Kinas leder Xi Jinping.

Hvor man kan måle alle diktaturer på, at der er censur og i værste fald dødsstraf for politisk satire, vil det frie og åbne samfund altid være kendetegnet ved en stærk tradition for ytringsfrihed og for – i forlængelse af det – netop politisk satire.

Et godt eksempel på det er Frankrig, der igennem både blodige og voldsomme revolutioner fik smidt den totalitære kongemagt i guillotinen og sendt den lige så totalitære katolske kirke ud af det politiske rum, så man i Frankrig nu har et på mange måder gennemsekulariseret samfund, der netop kendetegnes ved, at intet er for helligt til, at man må gøre grin med det.

Derfor findes der i Frankrig – og i øvrigt i hele den vestlige verden – en lang tradition for at lade bladtegnere gøre grin med alt det, de kan komme i nærheden af. De er udtryk for frie og åbne samfund, hvor vi alle er lige – også når det gælder risikoen for at blive hængt ud på avisernes sider i spiddende tegninger, som giver folk mulighed for at hive magthaverne ned fra piedestalen uden at skulle halshugge dem først.

Men med globaliseringen åbnedes der igen for en helt anden og netop totalitær/religiøs tilgang til satire, hvor der pludselig er noget, der er for helligt til, at man må gøre grin med det.

Vi mærkede det herhjemme i 2005, da Jyllandspostens gengivelse af profeten Muhammed førte til den såkaldte Muhammed-krise. Det var et chok for mange, at reaktionerne var så voldsomme. Så kom 2015, med massakren på satiremagasinet Charlie Hebdo. Det var på alle måder en gruopvækkende begivenhed, for i en kultur, hvor vi regner hvert enkelte menneskes liv for at være dyrebart og ukrænkeligt, er det direkte uforståeligt, at man skulle kunne retfærdiggøre brutale mord med en uskyldig tegning, hvis budskab nok kan provokere, men ikke i sig selv gør nogen som helst skade. For siden reformationen har vi vidst, at vi skal kæmpe med pennen og ikke med sværdet, når det gælder trosspørgsmål.

Folk reagerede prompte på facebook med at skrive ”je suis Charlie” – ”jeg er Charlie” – i sympati med ofrene. Og Charlie Hebdo besvarede det forfærdelige angreb på deres redaktion og nære medarbejdere med en uforlignelig forside på næste nummer af bladet.

Overskriften lyder: ”Alt er tilgivet”, og nedenunder står en grædende mand, der kunne tolkes som profeten Muhammed (som man if. Radikal Islam ikke må afbilde), og identificerer sig med ofrene med selvsamme budskab: ”je suis Charlie”.

Sådan kan en meget enkel tegning bringe et komplekst budskab om, at selv profeten nok ikke ville sympatisere med de mennesker, der angreb tegnerne på Charlie Hebdo – og et endnu mere stærkt budskab, der har dybe rødder i den kristne tro: Tilgivelsen og forsoningen er Guds svar på menneskenes forbrydelser. Alt er tilgivet.

Sådan svarede tegnerne med at vende den anden kind til. Og netop dette viste, at vi har en levedygtig og velreflekteret kultur, der er bevidst om, hvilke værdier, vi gerne vil lægge til grund for vores samfund.

Men i de sidste år er det sket en uventet udvikling, som nu ser ud til at true vores lange og frugtbare tradition for satiretegninger og for vores frie og lige samfund i det hele taget.

Krænkelseskulturen er blevet en større trussel for vittighedstegningen end voldelige ekstremister.

Krænkelseskulturen går ud på at lade folks private og subjektive erfaringer og følelser være afgørende for, om noget er acceptabelt eller skal bortcensureres. Uden at skele til kunstens, litteraturens – og satiretegningernes sammenhæng og deres betydning for vores fælles historie, raser den ene shitstorm efter den anden som følge af minoriteters sårede følelser.

På universiteterne er mange undervisere blevet tvunget til at tage nogle af historiens vigtigste bøger og malerier ud af pensum, fordi det sårer krænkedemennesker, som følge af deres private historie. Og ganske rigtigt er det, at der i mange billeder findes undertrykkende udtryk, og i mange romaner, sange og så videre findes udtryk for både mandschauvinisme, imperialisme, racisme (etc.), men det gør ikke, at man skal censurere dem væk. Tværtimod, for et billede kan ikke voldtage et menneske, og en bog kan ikke begå overgreb. Det er mennesker der øver vold mod mennesker. Der er forskel på kunst
og på reelle overgreb.

Og dog reagerer diverse redaktører og andre med magt over, hvad der trykkes og offentliggøres, med at lægge sig fladt ned. I juni fyrede New York Times, der førhen havde et hav af bladtegnere ansat, deres sidste to satiretegnere. Det turde simpelthen ikke længere trykke en eneste satiretegning som følge af den utæmmede vrede, krænkelseskulturen stiller med, hver gang nogle føler sig såret over en satiretegning.

Og herhjemme har man udgivet en censureret udgave af Halfdan Rasmussens dejlige børnerim, fordi han bruger ord som neger og hottentot, der i 60’ernes Danmark intet havde at gøre med racisme. Særligt ikke hvis man læser digtene, for der findes vel ikke en mere smuk skildring af, hvor godt det kunne være, hvis vi så hinanden som søstre og brødre og ikke som fremmede og fjender end dette digt:

Lille Negerdukke
sover i min seng
sammen med en dejlig
gul kineserdreng.
Jeg har sunget mine
kære børn til ro,
klappet dem på kinden,
kysset begge to.
Vi er én familie
børn af samme jord.
Sov min sorte søster,
Sov min gule bror!

Halfdan Rasmussen, 1965

Hvad voldsmænd og terrorister ikke kunne udrydde, ser det nu ud til, at krænkede mennesker, uden blik for andet end egne følelser, får ødelagt.

På den måde er krænkelseskulturen en totalitær bevægelse. En bevægelse, der eksekverer domme uden en ordentlig rettergang. Den virker ikke som de totalitære diktaturer, der sætter deres ordenspoliti ind mod oprørere, men med en omvendt censur, for med deres vrede og udskamning af standpunkter, de ikke selv har, får de folk til at tie stille og underlægge sig selv censur – eller endnu værre: Får en ledelse til at fyre bladtegnere, undervisere og andre, der vover at beskæftige sig med emner, der kan falde uden for de krænkedes meget snævre dagsorden.

Og det kalder til modstand, for vi har noget meget fint at værne om, nemlig det frie og åbne samfund, hvor er er plads til en velreflekteret og lyttende samtale om, hvilken retning vi skal gå i. Et samfund, der har en rig og til tider meget dyster historie, som vi må og skal have med os, så både tekster og billeder kommer frem i lyset, bliver set i deres
h storiske sammenhæng, så vi kan lære af vores fortid, og vide, hvad der har formet vores samfund på godt og ondt.

Derfor skal vi ikke lægge os fladt ned og undskylde hver gang nogle føler sig krænkede af enten ord eller billeder. Vi skal holde fast i, at hverken ord eller billeder kan foretage overgreb på mennesker. Men samtidig skal vil holde os for øje, at både ord og billeder kan virke så sårende, at de skal bruges med allerstørste omhu.

Kilde: Lokalbladet Vi-To.